Udsatte og hjemløse vaccineres på lokalt rusmiddelcenter: ”Her er de trygge”

Rusmiddelcenteret i Helsingør Kommune er i færd med at vaccinere 130 hjemløse og udsatte borgere mod coronavirus.

Der var flag på bordene på Helsingør Rusmiddelcenter tirsdag – og det med god grund.

Tirsdag var nemlig dagen, hvor kommunens indsats med at vaccinere 130 udsatte og hjemløse borgere mod coronavirus blev sat i gang.

En af dem, der i dag fik sit første stik, er Jimmi Norman. Og den manøvre gik, som den skulle, fortæller han.

- Jamen det var okay. Det kunne man jo ikke mærke. Så det gik ok, siger Jimmi Norman.

Han ser nu frem til stik nummer to og ikke mindst virkningen af doserne.

- Det betyder vel, at man får lidt mere frihed, tænker jeg.

Vaccinationsindsatsen på rusmiddelcentret er kommet i stand, efter at Helsingør Kommune har været i dialog med Region Hovedstaden om muligheden for at vaccinere de pågældende på et lokalt vaccinationscenter, særlig målrettet hjemløst og udsatte.

Jimmi Norman ser frem et liv med mere frihed, når beskyttelsen fra vaccinen sætter ind.
Jimmi Norman ser frem et liv med mere frihed, når beskyttelsen fra vaccinen sætter ind.
Foto: TV 2 Lorry

Kan være utrygge ved de store vaccinationscentre

Spørger man Lotte Kragelund, der er leder for centret, er det vigtig at netop den gruppe af borgere har mulighed for at blive vaccineret her og ikke i et af de store, regionale vaccinationscentre.

- Nogle af dem har fået indkaldelse til de almindelige vaccinationscentre, men er ikke dukket op, fordi det simpelthen er for svært og for udsat, siger hun og fortsætter:

- Her er de trygge, de kender stedet, og vi har personale der kender til målgruppen og som kan give dem en behandling, så de har lyst til at komme.

Centerleder Lotte Kragelund fortæller, at flere udsatte og hjemløse ikke er dukket op til vaccinationstider ved store centre, fordi det har føltes for utrygt.
Centerleder Lotte Kragelund fortæller, at flere udsatte og hjemløse ikke er dukket op til vaccinationstider ved store centre, fordi det har føltes for utrygt.
Foto: TV 2 Lorry

Også Jimmi Norman er glad for muligheden for at blive vaccineret på Rusmiddelcentret.

- Blandt os, der kommer her, er det jo ikke alle, der har det lige godt med at komme ud blandt alle mulige mennesker. Så jeg synes, det er fint. Det er rigtig godt, siger han.

De første 30 borgere fik tirsdag det første vaccinestik, mens de resterende får første stik i løbet af denne og den kommende uge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik