Telefonsvindel mod ældre borgere er eksploderet: - Det er forargeligt og forkasteligt

Flere politikredse oplever mange tilfælde af bedrageri mod ældre. Torsdag blev en ung mand anholdt, og sagerne vækker forargelse i en lokal bridgeklub.

Blikkene er fokuserede. 

Hænderne har deres faste greb om de små, farverige og velkendte stykker pap, der opmærksomt bliver placeret rigtigt i viften af spillekort.

- Du har passet første gang, lyder det fra Tom Lerdrup.

Han er en af de fremmødte i lokalet, hvor de sidder fire personer om hvert bord.

Tom Lerdrup spiller bridge i Helsingør. Han og hans kone har selv været udsat for forsøg på svindel, men de lagde røret på. Han mener, at tendensen med telefonsvindel er forkastelig.
Tom Lerdrup spiller bridge i Helsingør. Han og hans kone har selv været udsat for forsøg på svindel, men de lagde røret på. Han mener, at tendensen med telefonsvindel er forkastelig.
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

Sigtet for at snyde for 500.000 kr.

TV 2 Lorry er taget på besøg hos bridgeklubben med navnet "Det første stik" i Helsingør. 

Men her er det ikke kun kort, de har i tankerne. En særlig form for kriminalitet fylder også hos Tom Lerdrup og de andre bridgespillere, som uden at fornærme nogen er borgere, som er lidt oppe i alderen.

- Jeg synes, det er forargeligt. Forkasteligt, tilføjer Tom Lerdrup. 

Han reagerer på en tendens og anholdelse, som Nordsjællands Politi foretog torsdag. Her blev en 21-årig mand fra Nivå anholdt og varetægtsfængslet i fire uger. 

Han er nu sigtet for 28 tilfælde af kontaktbedrageri, som politiet kalder det. Bedrageri for samlet set over 500.000 kroner.

Sagen er blot en af mange den seneste tid, fortæller politikommissær Mads Jensen, der arbejder i afdelingen for Økonomisk Kriminalitet i Nordsjællands Politi. 

- Vi mistænker ham for at ringe til ældre kvinder og udgive sig for at være fra banken, hvorved han får franarret dem deres kreditkort. Og så kører han ud og bruger de her kreditkort til at hæve eller købe ting, forklarer Mads Jensen. 

Politikommissær Mads Jensen fra Nordsjællands Politi fortæller, at politiet har anholdt en 21-årig mand. Han er mistænkt og sigtet for at stå bag 28 tilfælde af kontaktbedrageri.
Politikommissær Mads Jensen fra Nordsjællands Politi fortæller, at politiet har anholdt en 21-årig mand. Han er mistænkt og sigtet for at stå bag 28 tilfælde af kontaktbedrageri.
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

Politikredse på Sjælland arbejder sammen

Nordsjællands Politi er ikke den eneste politikreds, der oplever den slags kriminalitet med telefonsvindel. 

Det samme gør andre politikredse på Sjælland. Derfor har alle politikredsene for nylig også holdt møde om udfordringen, og hvad det kan gøre ved den. 

Hos Midt- og Vestsjællands Politi har man oplevet omkring en tredobling af antallet af sager om kontaktbedrageri i første kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år. 

Her han man blandt andet lavet en folder med gode råd mod svindlen, som man via kommuner og banker deler ud til de ældre. 

Klar opfordring fra Ældresagen

Hos Ældresagen Helsingør ser formand Manfred Frederick Dietrich med alvor på sagerne.

Derfor kommer han med en klar opfordring til de ældre i Nordsjælland, når det handler om opkald fra mistænkelige typer. 

- Lad være med at give dem nogen oplysninger. Lad være med at være godtroende. Tjek dem og ring til din bank og politiet for at være sikker på, at der er tale om de rette personer, forklarer lokalformanden. 

Datter har advaret sin mor

Tilbage hos bridgeklubben. 


Her er kontrasten mellem stilhed og storsnak til at mærke i øregangene, når der kortvarigt er ophold i kortspillet.

Folk er fornøjede rundt om de firkantede borde. Men når snakken igen falder på telefonsvindel, bliver minen mere alvorlig. 

Blandt andre hos Annette Frederiksen. 

- Det fylder en del, for jeg har selv været bankansat, siger hun og forklarer, at hun har givet et godt råd til sin mor. 

- Til hende har jeg sagt, at hun skal aldrig tro på nogen, der kommer og bilder hende ind, at de er politi, eller at de er fra banken, fortæller Annette Frederiksen. 

Annette Frederiksen har selv været ansat i en bank, og for hende fylder sagerne en del. Hun har også advaret sin mor mod mistænkelige typer, der kan ringe til hende.
Annette Frederiksen har selv været ansat i en bank, og for hende fylder sagerne en del. Hun har også advaret sin mor mod mistænkelige typer, der kan ringe til hende.
Foto: Jan Christiansen - TV 2 Lorry

 




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik