Stigende energipriser presser nærbutikker: ”Det har været voldsomt. Meget voldsomt”

Brancheorganisation advarer om, at de stigende priser på blandt andet varme og elektricitet vil smitte af på priserne for varerne i supermarkeder og dagligvarebutikker.

Morten Wagner Larsen fra Spar-forretningen Tikøb Brugsforening i Nordsjælland står som mange andre købmænd i en presset situation.

Voldsomme prisstigninger på elektricitet og varme har nemlig sat tydelige spor på bundlinjen hos købmanden, hvis butik med redskaber som kølediske, frysere, inde- og udebelysning samt store lokaler at opvarme forbruger en del energi – især i vintermånederne.

For nylig har butiksbestyreren gjort elregningen fra sidste år op og sammenlignet den med tidligere år. Og det var dyr læsning.

- De stigende priser på el har betydet en stigning på næsten 200.000 kroner yderligere. Alene på elregningen. Det er i hvert fald en halv gang mere end året før, siger Morten Wagner Larsen til TV 2 Lorry.

Især de seneste tre måneder har kastet nakkedragsfremkaldende energiregninger af sig.

- Det har været voldsomt. Meget voldsomt. Her har vores elregning været 90.000 kroner, og bare i december var der tale om en fordobling. Og det er ikke fordi, vi bruger mere strøm.

Fordi Morten Wagner Larsen er, som købmænd er flest, er han allerede i gang med at undersøge, hvordan han ved hjælp af gode indkøb og snusfornuft kan sikre overskuddet. Spar-forretningen i Tikøb skal nok holde skindet på næsen, forsikrer han.

- Men vi er nødt til at tænke os om i forhold til, hvordan vi bruger vores energi, siger han.

Spar-forretningen Tikøb Brugsforening i Nordsjælland kæmper med stigende el- og varmepriser.
Spar-forretningen Tikøb Brugsforening i Nordsjælland kæmper med stigende el- og varmepriser.
Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Kosmopol

Økonom forventer stigende priser i butikkerne

Stigende energipriser har i en periode været med til at gøre hverdagen dyrere for danskerne.

I december måned er forbrugerpriserne er steget med 3,1 procent i forhold til samme måned året før, viste en opgørelse fra Danmarks Statistik tidligere på ugen.

Og det er særligt prisstigninger på elektricitet, benzin og især naturgas, der har været med til at trække forbrugerpriserne op.

Men de højere priser rammer ikke kun forbrugerne. Også virksomhederne bliver ramt af, at det bliver dyrere at producere varer.

- Vi forventer, at det vil smitte af på de priser, som danskerne møder ude i butikkerne, hvor et bredere udsnit af varer bliver ramt, hvor det hidtil primært har ramt energipriserne, har Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, tidligere udtalt til Ritzau.

Brancheforening frygter, at små købmænd må dreje nøglen om

Det kan man mærke hos brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd, der ifølge direktør John Wagner får et stort antal henvendelser fra bekymrede butiksbestyrere.

- Vi har rigtig mange medlemmer, der over de seneste måneder har meldt, at deres omkostninger til energi bliver det dobbelte i 2021 i forhold til 2020, siger han til TV 2 Lorry.

John Wagner, direktør i De Samvirkende Købmænd, frygter, at prisstigningerne kan betyde, at små købmænd må dreje nøglen om.
John Wagner, direktør i De Samvirkende Købmænd, frygter, at prisstigningerne kan betyde, at små købmænd må dreje nøglen om.
Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Kosmopol

Og med udsigt til endnu højere energipriser i den første halvdel af 2022 kan det få konsekvenser for både butikkerne og for forbrugerne.

- For nogle butikker kan det blive et spørgsmål om beskæftigelse, og for andre kan det betyde højere priser på varerne. Og hvis vi tager nogle af de helt små og mest sårbare dagligvarebutikker, så kan de stigende energipriser blive tuen, der vælter læsset, siger John Wagner til TV 2 Lorry.

Købmand vil spare på strømmen

Sådan kommer det dog ikke til at gå for Spar-købmanden Morten Wagner Larsen i Tikøb, forsikrer han.

For nok er det ærgerligt at skulle betale så meget mere for at holde butikkens maskineri kørende, men problemer er som bekendt til for at blive løst.

- Vi skal være snu. Vi er nødt til at købe ind, så vi får mere mængderabat, så forbrugerne ikke oplever, at vi bliver endnu dyrere udover den normale stigning i forbrugerpriserne, siger Morten Wagner Larsen.

Og så får de stigende energipriser minsandten også den konsekvens, at dagvarebutikken i Tikøb bliver mere klimavenlig.

- Vi er i fuld gang se på tiltag, der sparer på strømmen. Blandt andet mere LED-belysning. Kølemøblerne skal optimeres. Og så skal vi blive bedre til at afdække frysere og så videre, siger butiksbestyreren.

I artiklen herunder kan du få gode råd til, hvordan du sænker din elregning:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik