Snavset Lidl-butik får bøde og sur smiley

Fødevarestyrelsen har givet en sur smiley og bøde til en Lidl-butik i Nordsjælland, efter et kontrolbesøg afslørede problemer med hygiejnen.

Snavs af ældre dato og mange små fluer på et lager.

Det var blandt andet, hvad Fødevarestyrelsen kunne konstatere, da styrelsen den 8. oktober lagde vejen forbi Lidl på Birkedalsvej i Helsingør.

Og der var mere beskidt, end Fødevarestyrelsen tillader.

Derfor blev der kvitteret med en sur smiley og en bøde på 10.000 kroner, fremgår det af en kontrolrapport.

Ifølge rapporten blev der endvidere fundet ”tydelige sorte pletter af formodet skimmel”.

I et kølerum blev der langs kanten konstateret snavs af ældre dato, mens der på en køledisk i butikken blev fundet støv.

Også på et lager ved varemodtagelsen var den gal, idet både gulvrist og gulv fremstod beskidt, og der blev fundet mange små fluer.

- Brødbakker, hvor medarbejder lægger brød på, er ikke tilstrækkeligt rengjort, lyder det videre i rapporten.

Udskiftning er personale 

Af kontrolrapporten fremgår det, at butikken havde følgende kommentar:

”Virksomheden oplyser de er bekendt med den mangelfulde rengøring og at der er bestilt rengøringsfirma til i næste uge. Der har været en del udskiftning af personale. Brødbakker rengøres med det samme og nye bestilles dags dato,” står der i rapporten.

Det ændrer dog ikke på, at butikken modtog en sur smiley og nu skal betale en bøde på 10.000 kroner.

Har øget fokus på rengøring

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til Lidl Danmark for at høre, om kæden kan genkende hændelsesforløbet.

I en skriftlig kommentar bekræfter Thomas Sejersen, der er presseansvarlig i kædens danske afdeling, at man har modtaget en sur smiley i butikken i Helsingør.

- Det er korrekt, at vi har fået en sur smiley i vores butik i Helsingør, og dette er naturligvis ikke acceptabelt over for hverken vores kunder i butikken eller for os selv.

- Der skal ikke herske tvivl om, at vi alle i Lidl arbejder for, at alle butikker har en glad smiley. Vi har et fast koncept for kundeoplevelser og rengøring, der skal følges alle steder, skriver han.

Ligeledes fortæller han, at man allerede har rettet op på forholdene og har øget fokus på butikkens rengøring.

- Vi tog derfor også hånd om sagen med det samme og forholdene er udbedret. Derudover har vi i butikken optimeret vores planlægning med fokus på rengøring, samt at vi sikrer understøttende opfølgning på de berørte områder, skriver han.