Se videoen: Stor jubel over tilbagevenden kæmpefisk

Allerede 14 dage inden årets tunsafarier for alvor er gået i gang har Øresundsakvariets naturformidlere oplevet et væld af fantastiske scenerier med den store fisk.

Tunen er for alvor kommet tilbage til Øresund. 

Det kan de konkludere på Øresundsakvariet i Helsingør, hvor man de sidste to uger har oplevet den store fisk på jagt efter store stimer af makrel og sild.

På næsten alle akvariets marsvinssafarier i de sidste uger har man set tunen springe eller plaske i overfladen.

- Det har været så vildt, at jeg tit har måtte knibe mig selv i armen og sige – ”Er jeg virkelig i Danmark”. Det har været helt utroligt, og mange har fået deres første oplevelse med de springende kæmpefisk, siger Jens P. Jeppesen, havbiolog samt akvarie- og museumschef på Øresundsundsakvariet, i en pressemeddelelse.

Årsagen til den store begejstring skyldes, at den store tun i mere end 50 år har været forsvundet fra de danske farvande.

quote Det er et oplagt fangsted, hvor tunen står som en ulv, parat til at slå til.

Jens P. Jeppesen, havbiolog samt akvarie- og museumschef på Øresundsundsakvariet

Tunen var ellers meget normal i Danmark frem til midten af det 20. århundrede, hvor den forsvandt. For nogle år siden begyndte fiskere og sejlere at spotte stimer af kæmpestore fisk i Øresund igen til stor glæde for marinebiologer og professorer på de danske universiteter.

Nu tyder det på, at bestanden af tun i Øresund har nået en sund størrelse. Det skal især kobles til internationale restriktioner på fiskeri.

- I mange år har der været meget strenge restriktioner overfor erhvervsfiskeri efter tun i blandt andet Middelhavet og dette har højst sandsynligt forårsaget at de store tun er i stor vækst og der er grund til tro, at bestanden fortsat vil stige, hvis restriktionerne fortsætter, siger Jens Peder Jeppesen.

Øresund godt jagtområde for tunen

En anden grund til tunens trivsel i Øresund er, at der er masser af makrel og sild i Øresund - i kæmpemængder, og tunen elsker begge dele.

- Øresund fungerer som en tragt, som silden og makrellen skal igennem. Det er et oplagt fangsted, hvor tunen står som en ulv, parat til at slå til, siger Jens Peder Jeppesen.

Han ser det som en stor attraktion for Øresund, at tunen er kommet så stærkt igen, da der er en stor interesse for at komme ud og se de store ikoniske fisk. 

Han mener, det vil løfte hele områdets turisme og styrke interessen for Øresund, og i sidste ende kan tunens tilbagekomst måske gøre Øresund til nationalpark eller andet beskyttet område.

- Der er områder i Øresund, hvor vi ser dem mere end andre, og hvor de ligefrem ynder at jage fiskene op i overfladen. Disse områder er tit hele den svenske side af Øresund og især i sejlrenderne på både den sydgående danske side og den nordgående svenske. 

- Et andet godt sted er den smalleste del af tragten mellem Helsingør og Helsingborg, hvor tunen i perioder ynder at jage rundt med makrel og sild, siger Jens Peder Jeppesen.

Blåfinnet tun

  • Atlantisk eller blåfinnet tun (Thunnus thynnus) er den største af tunarterne og kan bliver over tre meter lang og veje op til cirka 700 kilo.


  • Blåfinnet tun er en vandrefisk, som lever i store dele af Atlanterhavet. Den har to kendte gydeområder i henholdsvis Den Mexicanske Golf og Middelhavet.


  • Historisk set var blåfinnet tun en vanlig gæst i skandinaviske farvande og også genstand for et betydeligt fiskeri, før den pludseligt forsvandt herfra for cirka 60 år siden. I de senere år er den blåfinnede tun vendt tilbage til de skandinaviske farvande.


Kilde: DTU Aqua

Den vigtigste ting, når man spotter tun, er, at se efter de store hvide plask, som kan ses på helt op til to kilometers afstand, hvis forholdene byder til det - stille vejr med ingen vind og bølger. 

- Tun danner nogle skumpletter i vandet, når de har sprunget - formentlig fra noget afrevet protein fra deres overflader. Dem holder jeg øje med. Der er også en anden slags ”stille” plet, som de skaber i vandoverfladen i stil med, når de store hvaler dykker, men her genereret når de med deres kraftfulde halefinner har pløjet overfladen i jagten på fisk, siger Jens Peder Jeppesen.

Den bedste sæson for spotning af den store fisk er august, september og oktober, og de bedste spotningstidspunkter er helt stille vejr tidligt morgen og aften. 

Allerede i maj blev en tun dog set springe foran Hornbæk Plantage, og adskillige er blevet set over sommeren. 

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik