Se video: Livreddere viser farlige hestehuller med rød farve - sådan undgår du at blive fanget

Tirsdag blev tre drenge fanget af strømmen i Hornbæk. Nu vil Nordkystens Livreddere sprede information om de farlige hestehuller med en video, hvor du kan se hestehullerne ved hjælp af rød farve.

Tre brødre på seks, otte og 11 år blev tirsdag eftermiddag fløjet til Rigshospitalet, efter de blev grebet af strømmen, da de badede ved Hornbæk Havn.

De drev alle tre til havs, efter de blev fanget i et såkaldt hestehuller, der er en fordybning i strandens revler, hvor der kan være en udadgående strøm, der fører vandet tilbage ud i havet.

Livredderne oplever ofte, at badegæster kommer galt afsted i hestehuller, der typisk opstår ud for moler eller bølgebrydere og ikke nødvendigvis kan ses fra overfladen.

quote Det er som om, du træder ud i en flod, du ikke kan se.

John Mogensen, chef for Nordkystens Livredningstjeneste

Derfor har Nordkystens Livredningstjeneste besluttet at lave en video, hvor de med rød farve i vandet viser, hvordan strømmen ved hestehuller kan trække badegæster ud, selvom vandet på overfladen ikke ser farligt ud:

Videoen, der blev lavet inden ulykken tirsdag, har man besluttet at lave for at få folk til at forstå faren: 

 - Efter sådan en ulykke, så går der et år, og så har folk glemt det igen. Vi vil gerne informere og gøre, hvad vi kan for, at folk er forsigtige. Vi synes ikke, at sådan nogle ulykker er mega fede, siger Mick Steen Nielsen, der er livredder for Nordkystens Livredningstjeneste med ansvar for Helsingør-området.

TV 2 Lorry snakkede tirsdag med John Mogensen, chef for Nordkystens Livredningstjeneste, der kaldte hestehullerne for "forbandede".

- Det er som om, du træder ud i en flod, du ikke kan se. Der er den samme risiko ved alle andre moler eller ved bølgebrydere og høfter ved strande. Der er kun én ting at huske på: Hvis der er en stor bunke sten, så bad langt væk fra den, sagde han.

Hestehuller opstår typisk ud for Nordsjællands Kyst og i Vestjylland.

Her demonstrerer John Mogensen, chef for Nordkystens Livredningstjeneste, hvor stærk strømmen er ved Vestmolen i Hornbæk:

Artiklen fortsætter under videoen...

Her demonstrerer John Mogensen, chef for Nordkystens Livreddere, hvor stærk strømmen er ved Vestmolen i Hornbæk.

Én er fortsat i kritisk tilstand

Ulykken skete ud for molen på Hornbæk Strand uden for det område, som livredderne holder øje med. På grund af risikoen for hestehuller, er der opsat skilte, der advarer mod at bade tæt ved molen.

Onsdag aften oplyste Nordsjællands Politi til TV 2, at én af de tre drenge fortsat er i kritisk tilstand. Efter omstændighederne har de to øvrige drenge det godt.

Det har ikke været muligt for TV 2 Lorry at få oplyst drengenes tilstand lørdag. 

quote Det er skideærgerligt. Man bliver altid påvirket, når man hiver børn op.

Mick Steen Nielsen, livredder, Nordkystens Livredningstjeneste

Livredderen Mick Steen Nielsen fra Nordkystens Livredningstjeneste var selv med til at hive drengene op tirsdag eftermiddag sammen med sine kollegaer.

Han fortæller, at den ene dreng selv kom op. Den anden fik livredderne i land godt fem minutter, efter de fik alarmen, mens de først fandt den sidste dreng efter 15 til 20 minutter.

- Det er skideærgerligt. Man bliver altid påvirket, når man hiver børn op. Men det er ikke første gang, det er sket for mig. For præcis 25 år siden reddede jeg også en seks-årig. Alle vores livreddere, der får sådan en oplevelse, er inde og vende en krisepsykolog, ligegyldigt hvordan man har det. Selv har jeg det rimelig okay, siger han.

Flere vil lære om hestehuller

Siden ulykken har livredder ved Nordkystens Livredningstjeneste oplevet flere henvendelser fra gæsterne på Hornbæk Strand om netop hestehuller.

Fredag lavede livredderne en demonstration samme sted, som strømmen tog de tre drenge, for at vise, hvordan hestehuller fungerer. Også her brugte de den røde farve for at demonstrere, hvordan strømmen kan hive én ud mod åbent hav.

Selvom arrangementet kun var annonceret på Facebook en halv time forinden, dukkede 200 mennesker op.

- Fredag var vejret jo ligeså godt som tirsdag, og der var lige så stor risiko for hestehuller. Så er det vigtigt at gøre opmærksom på, siger han. 

Der kommer muligvis flere lignende demonstrationer af hestehuller i fremtiden, men det kommer an på vind og vejr, siger Mick Steen Nielsen.

Politiker overvejer flere flag

Det er Gribskov, Halsnæs og Helsingør Kommuner, der sammen står bag Nordkystens Livredningstjeneste. I bestyrelsen sidder blandt andre Jens Bertram (K), der både sidder i byrådet i Helsingør Kommune og bor tæt ved Hornbæk Strand. 

Han beder indtrængende om, at forældre ikke lader deres børn bade ved stenmolerne og de farlige hestehuller. Der er i forvejen skilte og flag, der gør opmærksom på problemet, pointerer han, men:

- Jeg må konstatere, at vi har haft en drukneulykke, og så er der jo et eller andet, vi kan gøre bedre, siger Jens Bertram. 

Han overvejer derfor, om der skal sættes flere flag op på det stykke strand, hvor ulykken skete.

Det sker helt konkret ved, at kommunen skal henvende sig hos Kystdirektoratet, der har myndighedsansvar på området.  

Sådan redder du dig selv fra et revlehul - også kendt som hestehul