Sårbare børn tvinges væk fra trygge rammer - Helle og andre forældre frygter konsekvenser

En naboklage er udslagsgivende for afgørelsen om at flytte eleverne væk fra deres vante rammer, selvom både Handicaprådet, skolebestyrelsen og forældre har udtrykt bekymring.

Flere elever i specialklasser vil snart få klasseværelser på den almene folkeskole Nordvestskolen i Helsingør Kommune.

Det står klart, efter at et flertal i Helsingør byråd mandag aften besluttede at de såkaldte H-klasser fra specialskolen Nygård Skole til den almene folkeskole Nordvestskolen i Helsingør Kommune på grund af pladsmangel.

Og hvad der kan synes som en lille ændring, kan - ifølge flere forældre - få store konsekvenser for eleverne, der med autismespektrum-forstyrrelser betragtes som sårbare.

quote Både børnene og forældrene er voldsomt pressede og stressede af den usikkerhed, tvivl og forvirring, som sagsforløbet nu forårsager.

Handicaprådet

Dagen derpå vækker konsekvenserne også stor bekymring blandt flere forældre til elever på Nygård Skole. En af dem er Helle Thygesen, hvis søn nu går i 9. klasse.

Indtil 2. klasse gik hendes søn i folkeskole, hvor han mødte mange udfordringer, hvorefter han blev flyttet til Nygård Skole. 

- Vi har kæmpet for at få ham derud (på Nygård Skole, red.), og der har været ro på siden. Dermed ikke sagt, at han er skøjtet igennem uden problemer, men han har en tryg hverdag. Det er altafgørende, siger Helle Thygesen og uddyber: 

- Jeg ved ikke, hvordan det påvirker ham, hvis han skal flytte. I så fald er det hans sidste skoleår, der bliver ødelagt. Vi har nok at gøre med at få ham gjort klar til eksamen og erhvervspraktik, så tror jeg ikke, at han vil være klar til at komme i erhvervspraktik, hvis han skal flytte.

Også Mette Nelander er bekymret. Hun er selv mor til et barn på skolen og arbejder derudover som specialpsykiatrisk sygeplejerske i børnepsykiatrien. 

- For mange af børnene har det taget flere år, før deres nervesystemer er faldet til ro, og de har kunne indtage læring. Det er en kæmpe belastning, at børnene nu skal have endnu et skift og en ny hverdag på en folkeskole, der ikke er indrettet til børn med særlige behov. 

- En del af dem har haft skolevægring, angstproblematikker og søvnproblemer. Noget der er afstedkommet af, at de skulle indgå i et system, som de ikke kan. Der er risiko for, at det kommer tilbage. 

Flere forældre allerede sygemeldt

Den vurdering er Mette Nelander langt fra ene om.

Af et bilag fra et skolebestyrelsesmødet fremgår det, at skolebestyrelsen ”finder det bekymrende, at netop denne målgruppe igen udsættes for usikkerhed og tumult. Skolebestyrelsen er blevet oplyst om, at der er flere forældre, som på baggrund af forældremødet i mandags, er blevet sygemeldt.”

Også af et høringsvar fra Handicaprådet fremgår det, at sagens forløb skaber store gener:

”Både børnene og forældrene er voldsomt pressede og stressede af den usikkerhed, tvivl og forvirring, som sagsforløbet nu forårsager. Det har ikke forbedret borgernes vilkår, at de tilsyneladende ikke er blevet løbende informeret om de opståede problemer vedrørende klager fra de berørte beboere over trafikale gener med mere fra det oprindelige projekt.”

Havde oprindeligt anden plan

Sagen om at flytte elever fra Nygård Skole tog sin begyndelse tilbage i februar måned.

Grundet pladsmangel blev det besluttet at opstille midlertidige pavilloner på skolen i tre år, hvor eleverne kunne etablere klasseværelser.

Efterfølgende har en gruppe naboer til skolen, ifølge kommunen, indsendt en klage til Planklagenævnet:

”Naboerne klager over den midlertidige landzonetilladelse til etablering af pavilloner og lægger i klagen vægt på opførslen af 50 nye parkeringspladser på boldbanerne ved H-klasserne og på de trafikale forhold på Hellebækvej.”, skriver kommunen.

Det var altså på denne baggrund af et flertal af byrådet mandag aften besluttede, at en række elever skal flyttes til den nyrenoverede Blok 1 på Nordvestskole.

Børne- og Uddannelsesudvalgsformand Claus Birkelyng (K) er da også ked af, at man ikke kan gennemføre projektet som oprindelig planlagt. 

- Desværre er der i juli måned fremsat en klage fra naboerne over, at der skulle etableres 25 ekstra personaleparkeringspladser, og det gør, at sagen pt. er i Planklagenævnet. Jeg er ked af, at en naboklage over 25 personaleparkeringspladser nu gør, at vi ikke kan gennemføre projektet som planlagt, siger han til TV 2 Lorry.

Flere forældre er frustrerede og bekymrede for de konsekvenser, som flytningen kan få for deres børn. Også skolebestyrelsen og handicaprådet har været ude og udtrykke bekymring for flytningen. Forstår du frustrationen?

- Jeg forstår til fulde frustrationerne, og jeg har talt og mailet med mange forældre de seneste ti dage, men vi står desværre i den situation, at vi er forpligtet til at skaffe skoletilbud til alle, herunder de 14-15 elever, der pt. venter på at skulle starte i 0. klasse og syv til otte andre, der er visiteret til Nygård Skole.

Forældrene mener, at man kunne have fundet en bedre løsning. Der var flere andre løsninger på bordet. Hvorfor har man ikke truffet en af dem?

- Vi har efter klagen til Planklagenævnet set på 7 andre muligheder, men den eneste bygning, der kunne tages i brug her og nu var blok 1 på Nordvestskolen. De andre forslag fra forældre og naboer er nye projekter, der skulle i høring og med forventet indsigelser fra andre naboer og derved en ny sag i Planklagenævnet.

Claus Birkelyng oplyser til TV 2 Lorry, at ledelsen på Nygård Skole i løbet af tirsdagen vil melde ud til alle forældre, hvilket klasser der skal flyttes til Nordvestskolen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik