Region åbner to nye vaccinationscentre i Nordsjælland

Regionen øger vaccinationskapaciteten i Nordsjælland med to lokale vaccinationssteder, der vil give borgere en bredere geografisk adgang til at blive vaccineret.

Borgere i Nordsjælland skal have lettere ved at få en vaccination mod covid-19, og derfor åbner Region Hovedstaden nu et vaccinationscenter i Snekkersten Hallen i Helsingør Kommune.

Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Regionen er desuden i dialog med endnu en kommune for at finde lokaler til et centralt beliggende vaccinationssted i Nordsjælland.

De to nye vaccinationssteder vil give borgere flere muligheder for at blive vaccineret tættere på deres lokalområde, lyder det fra formanden for Sundhedsudvalget, Christoffer Buster Reinhardt (K).

Årsagen til placeringen i den nordøstlige del af regionen er, at der geografisk er for langt til Nordsjællands eneste vaccinationscenter i Hillerød for visse borgere.

- Der er for lang afstand, og det skal være lettere tilgængeligt at få en vaccine. Det er her der er længst til at få en vaccine, når man ser på transportmuligheder og antallet af borgere, siger udvalgsformanden til TV 2 Lorry om placeringen af det nye center tæt på Helsingør by.

Det nye center åbner, når håndværkere er færdige på stedet midt i april. Kapaciteten i det nye center bliver omkring 3000 borgere om ugen.

quote Der er for lang afstand, og det skal være lettere tilgængeligt at få en vaccine

Formand for Region Hovedstadens Sundhedsudvalg, Christoffer Buster Reinhardt (K).

Desuden er der planer om at åbne endnu et vaccinationscenter i den nordlige del af regionen, oplyser Christoffer Buster Reinhardt til TV 2 Lorry. De sidste detaljer mangler her at falde på plads.

På kortet herunder kan du se placeringen af de nu seks vaccinationscentre i Region Hovedstaden og de seks vaccinationscentre i Region Sjælland i TV 2 Lorrys sendeområde:

I onsdags var der kaos ved vaccinationscenteret i Hillerød, hvor der en overgang var én kilometer lang kø.

Årsagen var ifølge Christoffer Buster Reinhardt, at der på grund bøvl med it var blevet kaldt alt for mange borgere ind til vaccination.

Åbningen af det nye center afspejler altså ikke problemer med kapaciteten i Hillerød i forhold til hændelsen onsdag i sidste uge.

Region Hovedstaden melder ud, når placeringen af det andet nye lokale vaccinationssted er faldet på plads. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik