Se billederne af gerningsmanden i bunden af artiklen
Den 13. februar 2021 blev forretningen Kagefryd i Helsingør udsat for det, der bedst kan betegnes som politisk motiveret hærværk.
Nu efterlyser Nordsjællands Politi vidner i sagen og offentliggør samtidig billeder af gerningsmanden, som huserede i Stengade omkring klokken 18.30 den 13. februar.
Det oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.
Mangler vitalt vidne
Ved hærværket malede en mand rød graffiti på forretningens vinduer og facade.
Gerningsmanden beskrives som en ca. 180 cm høj mand, og politikredsen opfordrer manden til selv at melde sig.
Samtidig opfordrer de også et vidne, som passerede gerningsmanden og talte med ham kortvarigt. Vidnet var ude at lufte sin hund den pågældende aften, viser billederne.
Foragt mod støtte til veteraner
TV 2 Lorry har tidligere beskrevet, hvordan den røde graffiti havde malet kors, teksten ”krigssvin” og ejeren på caféens navn på både indgangsdør og vinduer.
Hærværket den 13. februar var anden gang på bare to måneder, at ukendte gerningsmænd ødelagde facaden på butikken.
Årsagen er, at Jette Stub, ejeren af Kagefryd i Helsingør, støtter veteraner i sin café og tidligere har doneret fem kroner per solgt fastelavnsbolle til fordel for organisationen Veteransupport.
Massiv støtte fra lokalsamfund
Det er faldet nogen for brystet, men Jette Stub har svært ved at forstå, hvorfor gerningsmændene bruger hærværk til at vise deres utilfredshed.
- Vi bor i et land med frihed og ret til at ytre os. Vi skal ikke bekrige hinanden. Det er fint, at folk ikke er enige i mine valg og beslutninger, men så burde vi kunne tale om det.
- Jeg er dybt krænket, men jeg rejser mig igen. Det kommer ikke til at stoppe mig, har Jette Stub tidligere fortalt til TV 2 Lorry.
Siden har lokalsamfundet støttet massivt op om caféen, hvor ejeren både har modtaget flere donationer til Veteransupport, blomster, og for bare fire dage siden gik flere hundrede borgere fakkeltog gennem byen for at vise deres støtte.