Plejehjemsleder om ydmygende video: Smed prompte ansat på porten

Nanna Willerslev smed prompte sin ansatte på porten, da han trådte langt over grænsen. Nu, da sagen er kommet frem for offentligheden, handler det om at passe på beboerne, de pårørende – og de ansatte.

Selv om det er mere end tre måneder siden, at hændelsen skete – så var mandag alligevel en speciel dag på Plejehjemmet Grønnehaven. 

Det var nemlig første dag, at offentligheden hørte om den ydmygende behandling af en plejehjemsbeboer på stedet.

Her kunne TV 2 fremvise en foruroligende video, hvor en social- og sundhedshjælper på plejer ydmyger en 83-årig demensramt kvinde i hendes bolig. Manden delte siden videoen, han optog af den ældre kvinde med en bekendt.

Da Nanna Willerslev, som er leder af plejehjemmet, fik videoen at se, løb det hende koldt ned ad ryggen.

- Jeg har været leder i denne branche i mere end 20 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Nanna Willerslev til TV 2 Lorry.

Videoen viser, hvordan SOSU-assistenten overfalder den 83-årige demenensramte kvinde verbalt med ydmygende ord og trusler om tæsk.

Se videoen herunder:

 

Efter at have delt videoen med en bekendt, blev den sendt videre til politiet, som derefter tog kontakt til Nanna Willerslev.

Reaktionen fra plejehjemslederen kom prompte.

- Min første reaktion var vantro. Og da jeg havde set videoen, skiftede jeg sko, for jeg var iført gummistøvler. Så satte jeg mig i bilen, kørte ned til plejehjemmet – og bortviste den pågældende med det samme, fortæller plejehjemslederen.

Den reaktion har hun efterfølgende fået stor ros for fra kommunens side.

Ansatte og beboere har intet vidst

Mens Nanna Willerslev altså har kendt til sagen længe, er det samme ikke tilfældet for de øvrige på stedet.

Heller ikke de ansatte har vidst, hvorfor deres kollega pludselig var væk. Så der er blevet brugt masser af tid på at snakke ting igennem på plejehjemmet i dag.

- Både jeg og de andre ledere i de relevante organisationer er meget opmærksomme på at få talt med medarbejderne og få fat i alt, hvad der kan dukke op af følelser. Både hos medarbejderne, hos de pårørende og hos beboerne, siger Nanna Willerslev.

Nanna Willerslev, plejehjemslederen på Grønnehaven i Helsingør, har aldrig set noget lignende i løbet af sine 20 år i branchen.
Nanna Willerslev, plejehjemslederen på Grønnehaven i Helsingør, har aldrig set noget lignende i løbet af sine 20 år i branchen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Borgmester foreslår register over 'brodne kar'

Snakket bliver der også hos både Seniorrådet og på Rådhuset. Bladt andet har Helsingørs borgmester, Benedikte Kiær (K), foreslået en form for register, så man bedre kan fange de brodne kar i branchen og undgå, at de kan få ansættelse et lignende sted i en anden kommune.

Det forslag får ikke overraskende støtte hos partikollegaen på Christiansborg.

- Vi er bestemt ikke afvisende over for borgmesterens meget gode forslag. Vi går i maskinrummet for at se på, hvordan vi kan komme det her hul i lovgivningen til livs. For der skal gøres noget meget hurtigt, siger Birgitte Bergman (K), der er valgt til Folketinget i Nordsjællands Storkreds.

På Plejehjemmet Grønnehaven er man åben for alle tiltag, der kan gøre det lettere at undgå lignende hændelser fremadrettet.

Lige nu handler det om at passe på sine medarbejdere – i en i forvejen udskældt branche.

- Man kan ikke undgå at tænke: Tror alle mon, at sådan er jeg også – eller sådan er vi alle sammen. Alle mine øvrige medarbejdere er kærlige og omsorgsfulde mennesker, der hver dag gør deres bedste for de svage og svækkede beboere. Og de bliver altså kede af det, hvis der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres arbejde, lyder det fra Nanne Willerslev.

Mens den 34-årige social- og sundhedshjælper, der stod bag videoen, er blevet bortvist fra arbejdspladsen, er sagen også havnet hos politiet. Nordsjællands Politi efterforsker i øjeblikket, om videoen kan få strafferetslige konsekvenser hos den nu tidligere ansatte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik