Plakat skaber ramaskrig: ”Det er porno”

En plakat fra Socialistisk Ungdomsfront har sat gang i en heftig diskussion i Helsingør. Nogle borgere finder den vulgær og upassende, men det er afsenderen helt uenig i.

I et busskur på Jernbanevej i Helsingør hænger en plakat med teksten ”Billige boliger eller vi boller på gaden”. Det er dog nok de færreste, der ved første øjekast lægger mærke til sloganet.

Plakaten fra Socialistisk Ungdomsfront, SUF, forestiller nemlig en nøgen kvinde, der tilsyneladende blandt andet udfører oralsex med boligblokke.

På Facebookgruppen ’Helsingør’ har et opslag med et billede af plakaten sat gang i en heftig debat blandt byens borgere. I opslagets kommentarspor, der består af næsten 300 kommentarer, er der nemlig stor uenighed om plakatens udseende og plads i bybilledet.

En vulgær provo-poster

Ifølge kvinden, der har delt billedet af plakaten på Facebook, har SUF ikke tænkt over, hvem der egentlig kommer til at se den. Plakaten hænger nemlig lige i børnehøjde.

"Kan vi blive enige om at Socialistisk Ungdomsfront gerne må tænke på, at der også kommer små børn ved busstoppestederne, hvor de ulovligt har sat deres vulgære provo-posters op?" skriver hun.

Og hun er ikke alene om at mene, at plakaten ikke hører hjemme i Helsingørs bybillede.

"Usmageligt… Jeg troede faktisk også, at vi var kommet ud af 70’erne," skriver en Facebookbruger i kommentarfeltet.

"Væk med disse ulækre plakater," skriver en anden bruger på Facebook.

quote I min optik, må børn gerne spares for porno, når de venter på bussen.

Bruger i Facebookgruppen 'Helsingør'

Ifølge Ayanle Farah, der er medlem af Socialistisk Ungdomsfronts pressegruppe, har plakaten fået mange borgere til at blande sig i debatten om dens motiv. Og hos ungdomsorganisationen tager man ikke de negative kommentarer så tungt.

- Vi har fået en del reaktioner på plakaten, og de har været meget blandede - dog mest positive. Der er selvfølgelig også dem, der mener, at den er stødende, men det tager vi os ikke rigtig af i SUF, siger Ayanle Farah og forsætter:

- Dem, der synes, den er vulgær og upassende, skal bare komme sig over det.

Kunst eller porno

Ifølge forfatteren til facebook-opslaget i 'Helsingør'-gruppen er der ingen tvivl om, hvilken type billede, der er tale om på plakaten.

"Det er porno. Og i min optik, må børn gerne spares for porno, når de venter på bussen," skriver hun i en kommentar.

Det er dog ikke SUFs opfattelse, at plakaten er pornografisk eller upassende. De mener derimod, at det er beskuerens egne forestillinger og seksualisering, der bliver lagt ned over motivet.

- Vi synes slet ikke, den er upassende eller vulgær. Den er jo heller ikke seksuelt stimulerende på nogen måde. Dem, der mener det, skal nok se lidt indad i forhold til deres opfattelse af plakaten, siger Ayanle Farah.

Artiklen fortsætter efter billedet... 

Ayanle Farah mener, at plakaten er hverken vulgær eller upassende.
Ayanle Farah mener, at plakaten er hverken vulgær eller upassende.
Foto: Ayanle Farah / Privatfoto

På Facebook er der da også en del helsingoranere, der er enige med Ayanle Farah i, at plakatens motiv er harmløst. En par borgere mener endda, at den er både humoristisk og flot.

"Jeg synes nu, den er meget sjov, og selvfølgelig kan den hænge i et busstoppested. Helt sikker på, at der ikke er nogle børn, der går i stykker af den," skriver en Facebookbruger i kommentarfeltet.

"Jeg synes, at det er en flot plakat," skriver en anden bruger. 

Debatten fremmer budskabet

Ifølge Ayanle Farah er det en god ting, at plakaten skaber debat ude i samfundet. Det betyder nemlig, at dens budskab bliver set af borgerne.

- Det fede ved plakaten er jo, at den skaber opmærksomhed og omtale. Selvom debatten meget handler om plakatens udseende, så kommer der jo samtidig fokus på netop det, vi i Socialistisk Ungdomsfront prøver at komme ud med, siger Ayanle Farah.

Ifølge ham er det nemlig et vigtigt budskab, som plakaten skal sende til samfundet.

- Vi har lavet plakaten for at skabe opmærksomhed på boligsituationen i Danmark. Boligerne er simpelthen blevet for dyre, og det skaber for meget ulighed, fortæller Ayanle Farah og fortsætter:

- Der bliver bygget for mange dyre privatboliger i stedet for almene boliger, som almindelige folk faktisk har råd til at bo i. Det vil vi hos SUF gerne skabe opmærksomhed omkring.

Socialistisk Ungdomsfront har sendt plakaten ud til alle deres lokalafdelinger og planlægger at sætte dem op i hele landet. Indtil videre kan den, udover i Helsingør, findes i København, Odense og Århus.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik