Nu er bymidte fredet og lukket for trafik

En fredning af Helsingørs bymidte er nu trådt i kraft, og det betyder, at pullerter vil spærre for bil- og lastbiltrafik i dagtimerne.

Det skal være slut med biler og lastbiler, der kører gennem bymidten i Helsingør i løbet af dagen.

Sidste del af fredeliggørelsen af bymidten er netop faldet på plads, og det betyder at pullerter fremover vil spærre for trafikken i hverdage mellem klokken 11 og midnat og fra klokken ni til midnat i weekender.

Dermed er al kørsel til gågaderne i Helsingør i dagtimerne fremover kun mulig med et adgangskort.

Udvalgsformand: Biler fyldte for meget

Ifølge Janus Kyhl (K), der er formand for By-, Plan- og Trafikudvalget i Helsingør Kommune, sker fredeliggørelsen af flere årsager. Han forklarer til TV 2 Lorry, at generel terrorsikring har spillet en birolle, men at det primært handler om at skabe en bedre by for de handlende:

- Vi har haft store problemer med biler gennem gaderne. En velkendt problematik er, at der har været kørt hensynsløst, og at bilister ofte ikke har respekteret indkørselsforbuddene ved eksempelvis at afhente fastfood i indre by i Helsingør, siger han og fortsætter:

- Vi har en indre by, som er lavet som et gågadesystem, og som er lavet for at folk kan komme og få en god oplevelse, og det skal helst ikke være en oplevelse af at løbe spidsrod mellem bilerne.

Det er dette område af Helsingør, der fremover er spærret for bil- og lastbiltrafik i dagtimerne.
Det er dette område af Helsingør, der fremover er spærret for bil- og lastbiltrafik i dagtimerne.
Foto: Helsingør Kommune

Bager: Jeg tror, Helsingør bliver bedre at shoppe i

Jette Stub, der ejer og driver bageriet Kagefryd på Stengade i Helsingør, er godt tilfreds med de nye pullerter. 

- Jeg tror, her bliver bedre at shoppe. Nu slipper folk for at der kører biler hele tiden. Hvis jeg var kunde her i byen, ville jeg i hvert fald føle mig mere tryg, siger hun til TV 2 Lorry.

Hun fortæller, at da hun selv også er bosat i bymidten, har hun allerede fået adgangskort til pullerterne, hvorfor hun ikke vil få problemer med varelevering. Det mener hun dog godt, andre erhvervsdrivende kan risikere at få.

- Det kan jo godt være problematisk, fordi man skal sørge for, at varerne bliver leveret inden klokken 11, siger hun.

Hun forklarer samtidig, at hun ikke forventer, de nye pullerter vil medføre færre kunder for byens butikker, da de fleste ifølge hende i forvejen parkerer bilen udenfor det område, der nu er spærret for trafik.

Samme holdning har Janus Kyhl (K), selvom han også håber, at visse bilister vil blive ramt lige præcis på parkeringsforholdene:

- Jeg forventer ikke, det giver yderligere problemer i forhold til parkering, men det er da klart, at der er nogen som må stille bilen for i stedet at gå ned og hente deres fastfood fra bymidten, siger han til TV 2 Lorry.

Sådan får du kørselstilladelse til Helsingør bymidte

Der findes to slags tilladelser til Helsingørs nye pullertsystem - en fast tilladelse og en lejlighedstilladelse.


De faste tilladelser er for:


  • Beboer og erhvervsdrivende med adgang til privat parkeringsplads.

  • Erhvervsdrivende med særlige behov for af og pålæsning.



Lejlighedstilladelser er for:


  • Håndværker i forbindelse med arbejdsrelateret situation.

  • Beboer i forbindelse med en flytning.

  • Beboer og erhvervsdrivende med behov for af- og pålæsning.

  • Sygetransport (visiteret).



For at søge om tilladelse skal man skrive til Parkeringsservice på parkeringsservice@helsingor.dk. Her skal man oplyse bilens registreringsnummer samt en begrundelse for ansøgningen.


Kilde: Helsingør Kommune


_






Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik