Ny rapport: Nordsjællandske byer må kæmpe om kunderne

Coronakrisen har medført, at butikslukninger i stort antal er rykket 10 år tættere på os. Ny rapport konkluderer, at byerne i endnu højere grad kommer til at kæmpe om kunderne.

Butiksgaderne i Helsingør var i weekenden - delvist på grund af vejret - stort set tomme, og sådan kan det også i fremtiden ofte komme til at se ud.

- Fysisk retail (detailhandel, red.), som vi ser det, det er forandret for altid, siger Lasse Jonsson, direktør hos Instituttet for Fremtidsforskning.

I en ny rapport konkluderer samme Instituttet for Fremtidsforskning, at coronakrisen har rykket et stort antal butikslukninger 10 år tættere på os. 

- Der har været sprækker i muren allerede, men coronakrisen har ligesom været flodbølgen, der er væltet ind over og virkelig har sat mange fysiske retailere under pres, siger Lasse Jonsson til TV 2 Lorry.

Måtte lave rapport om på grund af coronavirus

Rapporten er foretaget for advokatfirmaet Gangsted og konkluderer, at byer som eksempelvis Helsingør og Hillerød som konsekvens af coronakrisen i fremtiden skal ud i et sandt kapløb om at få lokket kunderne til.

- Der er rigtigt mange, der kommer under pres. Der er rigtigt mange fysiske retailere, som virkelig skal strække sig langt for at levere noget, der er interessant nok, for at man som forbruger vælger det fysiske frem for det digitale, siger Lasse Jonasson.

Oprindeligt var rapporten klar til at blive udgivet med mindre dystre konklusioner i starten af året, men så kom coronaen.

- Vi måtte tilbage i maskinrummet og se på, hvordan coronaen i virkeligheden har influeret og forstærket en lang række af de drivkrafter. Det gør så også, at konklusionerne er langt stærkere. Fordi vi tror, at udviklignen i virkeligheden er rykket 10 år frem, lyder det fra institutdirektøren.

Ingen bekymring i Nordsjælland

I Helsingør slår man dog koldt vand i blodet, da udviklingen i folks shoppingvaner længe har været kendt, og at coronakrisen også har medført et øget lokalt sammenhold.

Det er selvfølgelig noget, vi skal tage seriøst, men jeg synes også, vi skal bevare roen og lige se tiden an, siger Piet Petersen, der er formand for Helsingør Handel.

Han tilføjer:

- Vi ser jo et billede af, at nethandlen er på vej frem, og det har den jo været længe. Men jeg synes også, vi ser en lokal opbakning til, at det er nu, vi for alvor skal stå sammen og handle lokalt, siger Piet Petersen, der er formand for Helsingør Handel.

Derudover er de svenske turister snart på vej tilbage, og I Helsingør har man en unik samlet pakke, der ikke bør være truet på sit eksistensgrundlag, mener Piet Petersen.

- Altså her får du en oplevelse udover bare at handle, og det er det, vi skal blive ved med at slå på. For det er vores DNA, siger Piet Petersen.

Online tilstedeværelse er det vigtigste

Heller ikke i Hillerød frygter man at skulle i kamp med sin nordsjællandske naboby, og derudover er man også allerede igang med mange af de ting, som rapporten anbefaler.

- Man får hele oplevelsen, når man kommer til Hillerød. Vi har en af de smukkeste byer i landet, med et ef de smukkeste slotte, så helhedsoplevelsen er meget større end i de små byer, siger Jacob Sandberg, der er næstformand i Hillerød Cityforening.

- Hillerød er et sted, man gerne vil til - ikke kun for at handle, men også for at opleve en masse ting. Og når folk kommer her for at opleve en masse ting, ja så tager de også noget med hjem i indkøbsnettet, lydet det fra Jacob Sandberg.

Men uanset hvad, så er der særligt én ting, butikkerne skal have styr på, hvis de ifølge rapporten fra Instituttet for Fremtidsforskning vil have en chance for at overleve i fremtiden.

- Dem, som ikke allerede i dag har et onlinetilbud, som passer ind med det, de leverer fysisk, jamen de kommer under pres, siger direktør Lasse Jonasson.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik