Nordsjællænder straffes for at deltage i globalt piratsalg af tv-kanaler

Dom i Helsingør om krænkelse af ophavsret er den første af sin art i Europa, siger anklager.

Flere netværk tjener store penge på at friste folk med billig, men uberettiget adgang til tv-kanaler. Og i en udløber af en større sag i Spanien er en nordsjællandsk mand torsdag blevet dømt.

Den 42-årige er af Retten i Helsingør fundet skyldig i krænkelser af ophavsretten og er blevet straffet med fængsel i seks måneder, som gøres betinget af, at han udfører 120 timers samfundstjeneste.

Det oplyser Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er Søik.

Den nordsjællandske mands rolle var at være forhandler for et større netværk. Han havde op til 440 kunder over hele verden. De fik adgang til at nyde for eksempel Premier League-kampe på Sky Sports og kanaler som Discovery, Viasat, TV2 og HBO. Og prisen for "mere end 475 kanaler på ét sted" var blot 35 euro pr. måned.

quote Vi synes, det er en vigtig dom. Mig bekendt er der ikke eksempler på tilsvarende domme andre steder i Europa.

Specialanklager Dorte Køhler Frandsen

Det ulovlige består i, at han ikke havde samtykke fra indehaverne af rettighederne.

Ikke tilsvarende domme i Europa

Ved dommen har manden desuden mistet en skønnet fortjeneste på 25.000 euro, hvilket svarer til godt 185.000 kroner, oplyser specialanklager Dorte Køhler Frandsen.

- Vi synes, det er en vigtig dom. Mig bekendt er der ikke eksempler på tilsvarende domme andre steder i Europa. Så dommen er den første af sin karakter og derfor principiel, siger hun.

Den dømte havde kunder i Japan, Canada, Schweiz, Dubai, Australien og mange andre steder.

Havde tillid til kunder

Det var i december 2017, at politiet fik anmeldelse i sagen fra Nordic Content Protection, der repræsenterer blandt andre Canal Digital, TV 2 og Viasat.

Under sagen har manden bedt om frifindelse. Ifølge hans forsvarer, advokat Andro Vrlic, handlede han i tillid til, at dem, han købte af, faktisk havde rettighederne.

Han havde set en kontrakt, som viste, at der skulle betales 1,67 kroner pr. abonnent. Dette ekstremt lave beløb var ifølge anklagemyndigheden for godt til at være sandt og et udtryk for, at rettighedshaverne ikke blev honoreret på nogen måde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik