Musah føler sig udsat for hadforbrydelse efter voldelig togtur: "Jeg blev kaldt abe og neger"

Musah Kalyango blev for et år siden udsat for det han selv kalder et racistisk overfald. Gerningsmanden blev ikke dømt for racisme. Nu vil et nyt borgerforslag så ændre loven om hadforbrydelser.

I Danmark udsættes mange etniske minoriteter for racisme og hadforbrydelser. Sommetider udvikler det sig voldeligt.

Social og Sundhedsassistent Musah Kalyango fra Kvistgård, er i dag stadig mærket efter sit voldelige møde med en mand i et tog i Helsingør. Et overfald han mener var en racistisk hadforbrydelse.

quote Han råber, at jeg er en neger og en abe. Jeg hører ikke til i det her land, for Danmark er et vikinge-land.

Musah Mutesasira Kalyango

- Når jeg er sammen med mange mennesker, får jeg angst, siger en tydeligt berørt Musah Kalyango til TV 2 Lorry.

For et år siden var Musah mentor for en gruppe unge drenge fra Syrien og Pakistan. Drengene var asylansøgere, som Musah, i selskab med sin søn, ville vise rundt i Helsingør.

- Vi havde cykler med. Jeg skulle vise dem, hvor der var en moske, og hvordan Helsingør ser ud, fortæller han.

De stiger på et tog på Kvistgård Station og finder kupéen med cykelparkering. Musah havde godt bemærket, at der allerede stod en racercykel, men ifølge ham var der fint plads til at deres cykler også kunne stå der. På vej mod Helsingør, kommer ejeren af racercyklen. En to meter høj og bred, dansk mand, ifølge Musah Kalyango.

- Han siger, at jeg har ridset hans cykel. At vores cykler har rørt hans. Han siger, at det er en meget dyr cykel, og jeg beklager meget, siger Musah.

Manden hidser sig op, og slår Musah Kalyango i ansiget så han vælter.
Manden hidser sig op, og slår Musah Kalyango i ansiget så han vælter.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol

Musah Kalyango tilbyder manden at udveksle forsikrings- og telefonnumre, da han har en forsikring som kan dække skaden. Men det vil manden, ifølge Musah, ikke høre tale om. Han hidser sig op.

- Han råber, at han er træt af udlændinge, negere og perkere, der kommer og udnytter vores land. At vi ikke laver noget, siger Musah og afviser, at han har opført sig provokerende over for manden.

Racistiske skældsord

Musah fortæller, at han prøver at dæmpe gemytterne, og fortæller manden, at han altså har et arbejde og er godt integreret. Han prøver desuden at forklare manden, at han ikke er den type, som han tror. Men manden går ifølge Musah amok.

- Han råber, at jeg er en neger og en abe. Jeg hører ikke til i det her land, for Danmark er et vikingeland, siger Musah.

Og så slår manden ham i gulvet med en knytnæve i ansigtet.

Da Musah rejser sig, skubber manden ham i ryggen. Musah slår igen, og manden vælter. Slagsmålet fortsætter, indtil to betjente kommer ind i kupéen og adskiller dem.

Betjentene sigter begge mænd for gadeuorden. Men de sigter ikke Musahs overfaldsmand for sine racistiske udtalelser, selvom flere vidner i kupéen, gerne vil forklare, hvad der er sket.

Begge mænd modtager efterfølgende en bøde på 3000 kroner for gadeuorden, og det ærgrer Musah Kalyango.

- Han fik en bøde på 3000 kroner. Så kan han jo bare gå ud og gøre det igen. Hvad hvis han overfalder én som ikke kan forsvare sig, siger han.

Racisme-dom udeblev

Danmarks Radio har tidligere dækket Musah Kalyangos overfald i serien ’Kriminelt’. 

I retten forsvarede manden sig med, at han taler grimt til alle, og har efterfølgende ikke villet udtale sig til DR. I retten forklarede han, at racismen bare var uheldige skældsord, som han ikke mente.

Musah Kalyangos ur og briller blev ødelagt da han faldt.
Musah Kalyangos ur og briller blev ødelagt da han faldt.


Betjentene sigtede ikke manden for racisme, da de mente at episoden bundede i uoverensstemmelsen omkring mandens ridsede racercykel, og derfor ikke var racistisk motiveret. Skaden på cyklen var et såkaldt delvist motiv for, at manden udtalte sig racistisk over for Musah.

- Det der gjorde mest ondt, var at han overfaldt mig og råbte de racistiske ting foran de børn jeg var sammen med, siger han til TV 2 Lorry.

Borgerforslag mod hadforbrydelser

Et nyt borgerforslag om en lovændring i forhold til hadforbrydelser har opnået 50.000 underskrifter. Det betyder at politikerne på Christiansborg skal stemme om det.

Blandt andet vil lovforslaget gøre det lettere at dømme for hadforbrydelser og racisme i sager ligesom Musahs, hvori der indgår et delvist motiv.

I sager med delvist motiv vil en hadforbrydelse udløse en væsentligt hårdere straffen, end hvis man kun dømmes for eksempelvis vold.

Musah Kalyango håber, at lovforslaget bliver stemt igennem af politikerne, da han i dag, et år efter episoden stadig lider af angst efter overfaldet.

- Det er nemmere, hvis man brækker et ben. Det heler hurtigt. Men hvis man bliver provokeret psykisk, så kan det tage meget lang tid at komme sig over det, siger han til TV 2 Lorry. 

Angsten sidder stadig i kroppen i dag, siger Musah Kalyango.
Angsten sidder stadig i kroppen i dag, siger Musah Kalyango.
Foto: Niels Knuth/TV2 Kosmopol


TV 2 Lorry sætter i hele uge 35 fokus på racisme i hverdagen. Fylder racismen meget i dit liv, så send os gerne en mail med din historie på racisme@tv2lorry.dk.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik