Lisbeth tvangsflyttes fra sit hjem: "Jeg var i chok, og jeg tudbrølede"

69-årige Lisbeth Møller Jensen har boet i boligområdet Nøjsomhed i Helsingør i 12,5 år. Nu skal hun tvangsflyttes, men hun har accepteret beslutningen.

På sjette etage står Lisbeth Møller Jensen i sin lejlighed og kigger ud over Øresund. Den udsigt har den 69-årige kvinde haft i mere end 12 år, men nu er det slut. 

96 familier fra boligområdet Nøjsomhed i Helsingør skal tvangsflyttes, efter en helhedsplan for området nu er vedtaget, og den skal være med til at undgå, at Nøjsomhed bliver stemplet som en hård ghetto. Lisbeth Møller Jensen fra opgang 23 er én af dem, og for hende kom beskeden uventet.  

- Jeg fik et chok, og jeg tudbrølede, siger Lisbeth Møller Jensen, beboer i Nøjsomhed til TV 2 Lorry. 

quote Hvis vi ender på den hårde ghettoliste 1. december i år, så er det ikke 96 boliger, der skal ombygges, så er det 304 boliger, der skal nedrives.

Anje Holmstad, hovedbestyrelsesformand, Boliggården, Helsingør

Nøjsomhed ligger på kanten til at blive en hård ghetto. En ghetto har over 1000 beboere, hvor for mange af dem er arbejdsløse, er lavtuddannede, har lave indkomster, for mange med ikke vestlig baggrund og for mange dømte kriminelle.

Lisbeth Møller Jensen oplever ikke Nøjsomhed som en ghetto. Hun har været tryg og glad for at bo der, men hun accepterer beslutningen om, at hun nu skal flytte. 

- Jeg er ked af på den ene side, men har jeg accepteret det 100 procent. For jeg kan ikke klare den der uvished. Jeg vil bare have det overstået, siger Lisbeth Møller Jensen. 

Hvis et boligområde er på regeringens ghettoliste i fem år, bliver området en hård ghetto, og det vil boligselskabet Boliggården, der driver Nøjsomhed, undgå.

Fra vinduet på 6. etage kan Lisbeth Møller Jensen se ud over Øresund og Hven. 
Fra vinduet på 6. etage kan Lisbeth Møller Jensen se ud over Øresund og Hven. 
Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

De vil af ghettolisten, og derfor ser de ingen anden udvej end at ændre på beboersammensætningen ved hjælp af helhedsplanen, hvor opgange tømmes og laves om til såkaldte tilgængelighedsboliger, der skal huse folk på over 50 år med arbejde og uden hjemmeboende børn.

quote Jeg er ked af på den ene side, men har jeg accepteret det 100 %. For jeg kan ikke klare den der uvished. Jeg vil bare have det overstået. 

Lisbeth Møller Jensen, beboer i Nøjsomhed, Helsingør

- Hvis man ender på den hårde ghettoliste, så kommer man ikke af den igen. Så er man der til evig tid, siger Anje Holmstad, hovedbestyrelsesformand, Boliggården, Helsingør til TV 2 Lorry. 

Tilbage i august sidste år fik flere beboere at vide, de skulle tvangsflyttes, for at undgå at boligområdet kommer på den hårde ghetto liste, og det skabte store frustrationer.

I slutningen af november sidste år stemte beboerne nej til den helhedsplan, som nu er vedtaget. Normalt er det beboerne i den enkelte boligafdeling, der beslutter, hvad der skal ske, men ifølge Boliggården er konsekvenserne for boligområdet for store, hvis ikke der gøres noget. 

- Hvis vi ender på den hårde ghettoliste 1. december i år, så er det ikke 96 boliger, der skal ombygges, så er det 304 boliger, der skal nedrives. Så står man med et genhusningsproblem på 300 familier, siger Anje Holmstad. 

quote De prøver virkelig at hjælpe os, så godt som de overhovedet kan. Det er min opfattelse.

Lisbeth Møller Jensen, beboer i Nøjsomhed, Helsingør

I den nye helhedsplan for boligområdet kan beboerne være med til at bestemme, hvad der skal ske. 

- Vi kan få et nyt aktivitetshus, hvis vi vil. Vi kan få store ændringer på de grønne arealer, så de bliver mere attraktive, mere brugervenlige. Vi kan få ændret på vej og sti-systemer, så der bliver åbnet ud mod resten af byen, siger  Anje Holmstad, hovedbestyrelsesformand, Boliggården, Helsingør til TV 2 Lorry. 

Opgang 23 på billedet her er en af de opgange, hvor flere beboere skal tvangsflyttes. 
Opgang 23 på billedet her er en af de opgange, hvor flere beboere skal tvangsflyttes. 

Selvom Lisbeth Møller Jensen må vinke farvel til Nøjsomhed er hun glad for, hvordan boligselskabet håndterer tvangsflytningerne. 

- De prøver virkelig at hjælpe os, så godt som de overhovedet kan. Det er min opfattelse, siger Lisbeth Møller Jensen.

Boliggården arbejder på at finde en model, hvor frivillig fraflytning og genhusning af pensionister i Nøjsomhed er en del af løsningen. 

- Vi arbejder med meget stor villighed til at efterkomme de ønsker, folk har, og vi vil gerne hjælpe folk med det, siger Anje Holmstad. 

Lisbeth Møller Jensen vil ikke takke ja til at blive genhuset i Nøjsomhed, hvis hun får muligheden, fordi nu har hun vænnet sig til tanken om, at hun skal flytte til et andet sted i Helsingør. 

- Jeg håber på, at jeg får en rigtig god lejlighed, siger Lisbeth Møller Jensen.

De 96 familier skal være fraflyttet inden oktober 2020 - det sker i samarbejde med Helsingør Kommune. 
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik