Islamisk trossamfund ønsker bønnekald i Helsingør – borgmester vil afvise

Dansk Islamisk Trosamfund har anmodet om bønnekald i Helsingør Kommune. Borgmesteren vil afvise, men er i tvivl om hun har hjemmel til det og har derfor sendt et brev til kirkeministeren.

Benedikte Kiær (K) vil ikke give tilladelse til bønnekald i Helsingør Kommune. Foto: TV 2 Lorry

I Helsingør Kommune har Dansk Islamisk Trossamfund anmodet om at få lov til at lave bønnekald over højtalere i offentligheden. Men det er ikke en anmodning, som borgmesteren i kommunen, Benedikte Kiær (K), ser på med positive øjne.

- Hvis vi havde mulighed for at kunne behandle deres anmodning som kommune, så vil jeg arbejde for, at vi afviser det, for jeg mener ikke, bønnekald på arabisk igennem højtalere er forenelig med det danske samfund og kultur, siger hun til TV 2 Lorry.

Læs også Antiislamister spillede bønnekald i kirke: Nu bliver de straffet

Trods skepsissen om bønnekald er borgmesteren i tvivl om, hvorvidt hun kan behandle anmodningen.

Derfor har hun sendt et brev til kirkeminister Joy Mogensen (S) for at søge svar på, om kommunen har lovhjemmel til at give svar på Dansk Islamisk Trossamfunds ønske om bønnekald.

Kulturel katastrofe

Ifølge dansk lovgivning er det ikke ulovligt at indkalde til bøn over højtalere, men Benedikte Kiær henviser alligevel til grundloven for at give svar på sin modstand mod bønnekald.

Læs også Moské-byggeri: Borgmester truet og vækket med bønnekald

- Vi har en grundlov, hvor vi lægger stor vægt på vores frihedsrettigheder, og den danner rammen for, hvordan vi udformer vores liv, og det er ikke foreneligt med et bønnekald, der udsteder nogle retningslinjer, siger Benedikte Kiær.

Borgmesteren får opbakning fra sin partifælle, folketingsmedlemmet Marcus Knuth, der kalder det en ”kulturel katastrofe” at give tilladelse til bønnekald.

Beslutningsforslag nedstemt

På venstrefløjen ser Enhedslisten ikke noget problem i at give tilladelse til bønnekald.

Her mener kirkeordfører Christian Juul, at det vil være diskriminerende mod religioner, hvis der kommer en lovgivning på området, fortæller han til TV 2.  

Det Konservative Folkeparti har sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige lavet et beslutningsforslag, hvor man ønskede ensartede nationale regler, så de enkelte kommuner ikke skal tage stilling til religiøse ytringer i det offentlige rum.

Læs også Spillede bønnekald under gudstjeneste: Nu er de sigtet

Beslutningsforslaget blev tirsdag behandlet for første gang, og torsdag kom det under andenbehandling, hvor forslaget blev nedstemt.

Benedikte Kiær venter stadig på svar fra Joy Mogensen om, hvordan hun skal behandle Dansk Islamisk Trossamfunds anmodning i Helsingør. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik