Ingen svenskere: Grænselukning er endnu en mavepuster til Helsingørs handelsliv

I Helsingør er der normalt mange svenskere, men siden lørdag har den danske grænse været lukket for indrejse. "Det er som at blive sparket til, når man i forvejen ligger ned," lyder det fra byens handelsformand.

Handelslivet i hovedstadsområdet - og i resten af landet - lider store tab i disse dage, hvor folk opfordres til at blive hjemme for at minimere risikoen for smitte med coronavirus.

- Gågaderne i Helsingør var næsten tomme i sidste uge, og mandag var der ikke et øje, fortæller Piet Petersen.

Han er formand for handelsforeningen Helsingør Handel og betegner den nuværende situation som en katastrofe for de forretningsdrivende.  I Helsingør er man også blevet ramt af, at de danske grænser nu er lukket for indrejse.

quote Det er som at blive sparket til, når man i forvejen ligger ned

Piet Petersen, handelsformand i Helsingør

 - Vi lever ikke af svenskerne på samme måde, som vi gjorde førhen, da valutakurserne så anderledes ud, men der er normalt altid mange svenskere i Helsingør. Selvom de ikke slæber varer med hjem i samme stil som tidligere, så bruger de jo stadig penge, når de er her, fortæller Piet Petersen. 

Rederi indstiller sejlads

Under normale omstændigheder sejler færger i pendulfart mellem Helsingør og Helsingborg i Sverige. Der er i dagstimerne op til fire afgange i timen.  

Det ene af de to rederier, der står for overfarten, Sundbusserne, har valgt at indstille sejladsen som direkte konsekvens af coronavirussen og indrejseforbuddet. 

Det andet rederi, ForSea, sejler fortsat men med ændringer i sejlplanen. 

Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.

Handelsformand håber på revanche

På grund af indrejseforbuddet er der altså i øjeblikket ingen svenske turister i Helsingør. Udover danske statsborgere er det kun pendlere med ansættelse i Danmark, personer med særligt anerkendelsesværdigt formål, og folk, der transporterer varer, som bliver lukket ind. Forbuddet gælder til den 13. april. 

- Det er som at blive sparket til, når man i forvejen ligger ned, lyder det fra handelsformanden i Helsingør.

Han håber, at både borgere i Helsingør og de svenske turister vil "tage revanche", når den nuværende krise er overstået, og købe ting i butikkerne, som de ellers ville have købt nu og i de kommende uger. Han forudser dog alligevel, at den nuværende situation i sidste ende kommer til at føre til lukkede forretninger.

- Detailhandlen er i forvejen presset. Det er først og fremmest på grund af e-handel. Der er forretningsdrivende, der lige akkurat kom ud af 2019 med skindet på næsen, og de kommer til at knække nakken på det her, for de har ikke likviditet til at kunne fortsætte. Andre vil måske kunne klare det, hvis de får hjælp, og den skal komme mange steder fra.

I lørdags, på dagen hvor indrejseforbuddet trådte i kraft, holdt flere af de forretningsdrivende i Helsingør et fælles krisemøde. Her blev der lavet forskellige arbejdsgrupper, som hver især har fået til opgave at undersøge, hvilke hjælpemuligheder der findes - for eksempel fra banker og kommunen.

Til borgere i Helsingør, der ønsker at hjælpe, er budskabet klart: De skal støtte det lokale handelsliv.

- Vi har mere brug for det nu mere end nogensinde før, afslutter Piet Petersen.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik