Helsingørs julelys er betalt af kommunen – men Hornbæk og Espergærde må selv betale

Helsingør Kommune betaler for julebelysning i Helsingør - men ikke i Hornbæk, hvor de handlende nu forsøger at samle penge ind, så lysene også kommer op næste år.

Når mørket falder på, skinner de små stjerner og lys i Hornbæks centrale gader.

Men Hornbæk Handelsstandsforening, der står for julebelysningen, har svært ved at finde pengene til de hyggelige julelys, og derfor har de nu forsøgt sig med en indsamling, som skal sikre næste års julelys. 

quote Vi bruger op imod 100.000 kroner om året på at få det opbevaret og vedligeholdt og sat op og taget ned

Mikkel Friis, Hornbæk Handelsstandsforening

Hornbæk ligger i Helsingør Kommune - og inde i selve Helsingør er der også julelys, men her er det kommunen, der betaler festen.

Og i Hornbæk er den selvbetalte julebelysning blevet en stor post på budgettet hos de handlende - så stor, at den nu hænger i en tynd tråd.

- Det at have julebelysning er enormt kostbart. Vi bruger op imod 100.000 kroner om året på at få det opbevaret og vedligeholdt og sat op og taget ned. Vi synes jo, at det pryder bybilledet og skaber hygge. Vi vil gerne bevare det, men vi er jo ikke millionærer, og de 100.000 udgør langt størstedelen af vores budget, siger ejendomsmægler Mikkel Friis, der sidder i Hornbæk Handelsstandsforening.

Indsamling i gang

Tidligere fik Hornbæk Handelsstandsforening støtte fra en lokal avisudgivelse, som støttede julebelysningen med 10.000 kroner, for hver gang de udkom. Det finansierede halvdelen af udgifterne. Men nu er der ikke grundlag for den lokale avis længere, og dermed står handelsstandsforeningen med hele byrden selv.

Handelsstandsforeningen har iværksat en indsamling, som skal skaffe penge til julebelysningen. Men det går en smule trægt.

Via indsamlingsgrise og mobilepay er der i øjeblikket indsamlet godt 5.000 kroner.

quote Vi vil skulle spare på andre velfærdsområder, hvis vi skal bruge flere penge på julebelysning

Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør

I et Facebook-opslag skriver handelsstandsforeningen, at der er lang vej igen - men at de fortsætter.

- Vi håber da også, at der er flere handlende, der melder sig ind hos os - for det er lokale erhvervsdrivende, der holder hjulene kørende i foreningen - og dermed også julebelysningen. Men man kan da undre sig over, at det ikke er en opgave, der ligger kommunalt, lyder det fra Mikkel Friis.

Flere undrer sig

Det er det nemlig få kilometer væk - inde i selve Helsingør By. Her finansierer kommunen byens julebelysning, og det er Nordsjællands Park & Vej, der står for opsætning og nedtagning. Det er byrådet, der har bevilget pengene.

I Espergærde, der også ligger i Helsingør Kommune, foregår indkøbene i Espergærde Centret. Her er der også julebelysning, og det er centerets butikker, der betaler for belysningen af centeret.

- Men det burde vel være ens for alle. Selv om vi har private ejere, så forsyner vi jo byens borgere med varer. Og de bygninger i Helsingør City, der har julelys, har jo også private ejere. Det er ikke kommunale bygninger, siger centerkonsulent Ulla Louring-Andersen fra Espergærde Centret.

TV 2 Lorry har kontaktet Helsingør Kommune for at spørge ind til forskelsbehandlingen rundt om i kommunen, og måske lysner sagen fra næste år.

Borgmester: Byråd skal drøfte kritik

I et skriftlig svar svarer borgmester Benedikte Kiær (K), at man vil ser nærmere på kritikken.

- Der er loft over, hvor mange penge kommunerne må bruge på servicedrift, og vi vil skulle spare på andre velfærdsområder, hvis vi skal bruge flere penge på julebelysning. Derfor ser jeg ikke for mig, at vi kommer til at bruge flere penge til det formål næste år.

- På baggrund af den kritik, vi har fået fra blandt andet Espergærde og Hornbæk, bliver vi dog nød til at have en drøftelse i Byrådet om, hvordan vi anvender de midler, der er afsat til julebelysning næste år, lyder det fra Benedikte Kiær.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik