Helsingør lever højt på landsholdet: "Der har nærmest været italienske tilstande""

Fodboldlandsholdet har haft deres hjem i Helsingør de sidste fem uger under EM2020, og det betyder noget for byens branding - for borgere, hotel, handelsliv og foreningsliv.

Helsingør klædt i rødt og hvidt.

Herrelandsholdet i fodbold har haft deres hjem i Helsingør de sidste fem uger under EM 2020, og det betyder meget for byens branding. 

quote Vi har stået her hver gang - også når de kommer hjem. Også når de tager afsted. Altid.

Anders Nielsen, landsholdsfan, Helsingør

- Det betyder rigtig, rigtig meget. Det er jo næsten som et langt eventyr at opleve at hele byen - hele landet er samlet om landsholdet, siger Claus Christoffersen, der er viceborgmester i Helsingør Kommune for Socialdemokratiet til TV 2 Lorry og fortsætter: 

- Amen, det er en næsten ubetalelig brandingværdi, at vi bliver nævnt, og vi er kommet på landkortet, men det der er allervigtigst er, at vi som by fremstår på en god måde med et rigtig godt værtsskab. 

Agerskov
Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Helsingør Handel, der repræsenterer butikker, caféer og restauranter, mærker også en øget interesse. 

- Vi kan godt mærke på kampdagene, at der kommer folk fra andre byer. De kommer tidligt og sidder og hygger på torvet inden kampen om aftenen, siger Kim Backe, citykoordinator hos Helsingør Handel til TV 2 Lorry. 

Base på Marienlyst Strandhotel

De danske EM-drenge og hele holdet bag har haft "hjemmebanehotel" på Marienlyst Strandhotel, hvor de har boet og trænet mellem slutrundekampene.

- Det er vi jo stolte og glade over. Det her er et projekt for hele byen, der er ingen tvivl om, at folk bakker op, og det betyder fantastisk meget, siger Michael Lauritsen, administrerende direktør på Marienlyst Strandhotel til TV 2 Lorry og fortsætter:

quote Der har nærmest været italienske tilstande, selv når de er kommet hjem fra kampe om natten klokken 01, hvor folk har stået og hujet og klappet af dem

Michael Lauritsen, administrerende direktør på Marienlyst Strandhotel

- En ting er, at vi har været centrum for deres ophold i de her fem uger og lagt rammer om det, men at mærke kærligheden og opbakningen fra byen er noget helt andet.

Ifølge den administrerende direktør haft landsholdet fået opbakning fra borgere og gæster både dag og nat.

 - Der har nærmest været italienske tilstande. Selv når de er kommet hjem fra kampe om natten klokken 01, har folk stået og hujet og klappet af dem, siger Michael Lauritsen.

Handels- og foreningsliv forventer flere besøg og medlemmer

Hos Helsingør Handel håber de, at Helsingør som landsholdets faste hjemby i Danmark - kan kaste nogle flere besøgende af sig.

- Udover brandingen, hvor Helsingør bliver nævnt meget i medierne, så håber vi på, at det vil tiltrække ekstra turister til byen, som vil komme og se, hvad byen kan tilbyde, for vi er meget mere end fodbold- og håndboldlandsholdet, siger Kim Backe. 

Landsholdet2
Foto: Henry Michaelsen / TV 2 Kosmopol

Også hos Helsingør IF Fodbold forventer de større tilslutning af børn og unge, der vil spille fodbold. 

- Vi forventer selvfølelig, at fodbolden generelt får en medlemstilgang af børn og unge. Det har man jo set før i håndbold, tennis og svømning, hvor vi præsterer godt, så sker der som regel medlemstilgang, siger Jens Erik Nybo Larsen, der er ungdomsformand og træner i Helsingør IF til TV 2 Lorry. 

Opbakning hele vejen

Hver gang landsholdet har kørt fra Marienlyst Strandhotel, har der været stort opbud af folk, der har heppet og klappet dem videre mod næste kamp, og tirsdag var ingen undtagelse.

Landsholdet kørte fra Marienlyst Strandhotel kl. 10.30 og blev heppet afsted mod semifinalen onsdag aften mod England på Wembley i London.

- Det er fedt, vi kan støtte landsholdet og holde en fest, siger Anders Nielsen, der er landsholdsfan og bosat i Helsingør til TV 2 Lorry.

Samme begejstring er der hos Leif Oemann, der også bor i byen.

- Det er jo et fantastisk sammenhold. Prøv at se Helsingør. Vi er her allesammen.

Familien Agerskov Brostrøm fra Lyngby var kørt til Helsingør for at sende spillerne godt afsted.

- Der er god stemning. Det her er lim, der binder samfundet sammen. Det er meget muligt, det er sport og folkeligt, men det kan noget, siger Ane Agerskov Brostrøm til TV 2 Lorry.

Der er mange forventninger og ikke mindst i til EM-semifinalen.

Hvordan det ender, er der ingen der ved. Men sikkert og vist er det, at landsholdet har opbakning hele vejen fra Helsingør.

- Vi har stået her hver gang - også når de kommer hjem. Også når de tager afsted. Altid, siger Anders Nielsen.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik