Helsingør har efterspurgt hjælp på grund af høje smittetal - nu får de den

I Helsingør og Solrød har man det anden- og syvendehøjeste antal coronasmittede per 100.000 indbyggere i hele landet.

Tirsdag stod det klart, at en lang række kommuner i hovedstadsområdet nu kan se frem til yderligere tiltag for at dæmme op for coronasmitten, der i sin andenbølge er blevet et stadigt voksende problem.

- Jeg ved, det er en svær tid. Man savner venner og fester. Men det er helt afgørende, at vi holder sammen og holder fast lige nu. Ikke mindst fordi en vaccine står for døren, lød det fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Borgerne i de i alt 17 kommuner fra Vallensbæk i syd til Lyngby-Taarbæk i nord skal fra den 7. december vænne sig til blandt andet ensrettede gågader, mere hjemmearbejde, aflyste fritidsaktiviteter, mindre fysisk skolegang og flere coronatests frem til den 2. januar 2021, hvor de skærpede restriktioner udløber.

Hovedstads-restriktioner trods stor smitte i Nordsjælland

Men de skærpede restriktioner gælder alene i kommunerne omkring København og ikke i Helsingør, hvor de med 311,7 smittede per 100.000 indbyggere ligger næsthøjest af alle kommuner i hele landet.

quote Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at bremse smitten, så vi kan holde en god jul sammen.

Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør, Kons.

Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) har tidligere rettet henvendelse til både Sundhedsstyrelsen og Regionsrådet og efterspurgt mere hjælp til at håndtere den øgede smitte i kommunen, og selvom kommunen ikke er blandt de 17 kommuner med skærpede restriktioner, får borgmesteren alligevel flere redskaber i værktøjskassen for at få nedbragt smitten.

Det fortæller hun onsdag til TV 2 Lorry.

- Vi får mulighed for en øget testkapacitet her i kommunen. Hvordan den præcist kommer til at være, skal vi tale med myndighederne om.

- Derudover er der fokus på opsporing, og så får vi også mulighed for at bruge nogle af de gode kontaktmuligheder for, at de unge passer på, siger borgmesteren.

Får I alt det, I har brug for?

- Vi håber, at vi får alle de muligheder værktøjer, som vi har behov for, for at kunne bekæmpe smitten her i kommunen. Der er ingen tvivl om, at når vi er så højt oppe og bliver ved med at have så høj smitte, så skal der ikke meget til, før den lister sig ind på vores plejecentre, siger Benedikte Kiær og tilføjer:

- Og det er noget af det, vi frygter allermest. At dem, der ikke kan tåle at blive smittet, bliver smittet. Så vi skal gøre alt, hvad vi kan for at bremse smitten, så vi kan holde en god jul sammen.

Opråb virkede

Ifølge hende har det gavnet at råbe op.

Nu håber hun på, at kommunen får smittespredningen under kontrol, når borgerne får mulighed for at blive testet tæt på egen bopæl de kommende fem dage, hvor Region Hovedstadens mobile testcenter rykker til Helsingør.

quote Jeg synes, man har taget vores henvendelse alvorligt og kigget herop og set, at i Helsingør sker der noget, som ikke skal være sådan

Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør, Kons.

- Jeg synes, man har taget vores henvendelse alvorligt og kigget herop og set, at i Helsingør sker der noget, som ikke skal være sådan, siger Benedikte Kiær og tilføjer:

- Vi oplever jo, at smitten stadigvæk er høj. Vi ligger stadigvæk som den anden mest smittede kommune i landet, og derfor er der behov for at der bliver testet mere, så alle, der render rundt og er raske smittebærere, de ved, at de er smittet, så de kan holde sig hjemme og ikke smitte flere.

Pressemeddelelse fra Ældre og Sundhedsministeriet den 3. december 2020

Dagen efter denne artikel var Sundheds- og Ældreministeriet klar til at offentliggøre, hvodan Helsingør bliver hjulpet.


Regeringen indfører en række nye lokale tiltag for at reducere spredning af coronavirus i Helsingør Kommune. Tiltagene er anbefalet af Indsatsgruppen for COVID-19 epidemihåndtering, herunder sundhedsmyndighederne. Tiltagene, der vil gælde i Helsingør, er i vidt omfang de samme, som blev udmeldt for 17 hovedstadskommuner den 1. december 2020, og de vil gælde frem til den 2. januar 2021.


Niveauet af coronasmitte i Helsingør Kommune er højt og stigende. I Helsingør Kommune er incidensen steget markant fra 97 pr. 100.000 indbyggere den 13. november 2020 til 359 nye bekræftede tilfælde pr. 100.000 indbyggere den seneste uge – svarende til 225 tilfælde smittet med COVID-19. Derfor har Indsatsgruppen vurderet, at indsatsen i Helsingør Kommune skal intensiveres med en række af de samme tiltag, som indføres i 17 andre kommuner i hovedstadsområdet.

De nye tiltag dækker over seks områder:

  • Oprustning af test i kommunen 
  • Styrket smitteopsporing og bedre vilkår for kommunens frivillige selvisolation
  • Skærpede kvadratmeterkrav i detailhandel og krav om ’ensretning’
  • Tiltag for at begrænse kontakten mellem elever i skoler og på uddannelser
  • Skærpet opfordring til hjemmearbejde på både private og offentlige arbejdspladser
  • Skærpet forsamlingsloft ved fritidsaktiviteter for børn og unge

Derudover opfordres borgere i Helsingør Kommune til at omgås færrest mulige personer. Og politiet intensiverer indsatsen med at håndhæve regler i forhold til forsamlingsforbuddet, åbningstider på restauranter, barer, caféer og andre serveringssteder, forbuddet mod salg af alkohol efter klokken 22 og krav til detailhandel.

Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet

Myndighederne indfører restriktioner - ikke kommunerne

I Solrød Kommune ved man ikke, hvorfor man ikke er på listen over kommuner med skærpede corona-restriktioner.

Ifølge borgmester Niels Hörup (V) har embedsværket i kommunerne ingen konkret viden om, hvilke parametre myndighederne ser efter, når de skrider til handling og indfører nye restriktioner.

Han har dog en formodning om, hvad der kan være årsagen.

- Hos os er smitten inddæmmet og identificeret, og smittespredning er stoppet. Vi har haft en konkret hændelse på Uglegårdsskolen, hvor elever og lærere har været smittet. Derfor var skolen lukket i sidste uge, og nu kan vi se på smittetallene, at det falder støt i kommunen. I lørdags var vi oppe på 94 smittede og et incidenstal på over 400.

- Jeg vil tro, at det er baggrunden for, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har afgjort det anderledes for os. Det er de informationer, vi har til rådighed. Det er ikke rent gætværk, men overvejelserne i sidste ende er myndighedernes. Det er dem, der træffer afgørelse, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Solrød Kommune har med et incidenstal på 309,5 tredjeflest smittede per 100.000 indbyggere blandt alle kommuner i hele landet – kun overgået af kommunerne Helsingør og Tårnby.

Tilfreds med, at Solrød ikke indlemmes under skærpede coronarestriktioner

Men til trods for, at tallet fortsat er højt, bekymrer det ikke borgmesteren, at Solrød ikke er blandt de 17 hovedstadskommuner, der skal se frem mod nye stramninger.

quote Sidste søndag havde vi en intens og hektisk dag i krisestaben. Der kunne vi se, at smittetallet bragede i vejret.

Niels Hörup, borgmester i Solrød, Venstre

- Som jeg forstår det med de 17 kommuner, hvor der nu er skærpede tiltag, er det fordi, der er en bred smittespredning. Hos os er den inddæmmet, siger Niels Hörup og tilføjer:

- Sidste søndag havde vi en intens og hektisk dag i krisestaben. Der kunne vi se, at smittetallet bragede i vejret. Men skolen var godt forberedt og havde en god beredskabsplan. Der blev handlet resolut, og det virkede efter hensigten.

Herunder kan du se de ekstra tiltag, som skal stoppe smittespredningen med coronavirus i de 17 hovedstadskommuner:

  • Albertslund
  • Ballerup
  • Brøndby
  • Dragør
  • Frederiksberg
  • Gentofte
  • Gladsaxe
  • Glostrup
  • Herlev
  • Hvidovre
  • Høje-Taastrup
  • Ishøj
  • København
  • Lyngby-Taarbæk
  • Rødovre
  • Tårnby
  • Vallensbæk


Arbejdspladser

Alle arbejdspladser 

  • Offentlige og private arbejdsgivere i de nævnte kommuner opfordres kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette.  
  • Relevante jobfunktioner, som i stort omfang kan arbejde hjemme, er for eksempel administrativt personale, sagsbehandlere uden borger- eller kundekontakt, ansatte inden for serviceområdet samt jobfunktioner, hvor borger- eller kundekontakt kan holdes gennem digitale kanaler. Der er ikke tale om en udtømmende liste

Offentlige arbejdspladser

  • Offentlige arbejdsgivere opfordres endvidere til at vurdere, om opgaver, der forudsætter fysisk fremmøde, kan udskydes til efter nytår og i givet fald gøre dette. 
  • Tilsvarende opfordres jobcentre og andre arbejdspladser, der varetager opgaver med tilsvarende borgerkontakt, til i videst muligt omfang at etablere fleksible rammer for aktiviteterne og mulighed for digital kontakt med henblik på at minimere det fysiske fremmøde.  

Statslige arbejdspladser

  • For så vidt angår statslige arbejdspladser har der siden efteråret været en restriktiv tilgang til fysisk fremmøde. I perioden frem mod jul vil der være fokus på yderligere opstramning, så færre møder fysisk på arbejde.

Skole og uddannelse

Skole, ungdoms- og voksenuddannelse

  • Forbud mod undervisning på tværs af klasser i grundskolen.  
  • Ingen undervisning og aktiviteter på tværs af klasser på ungdoms- og voksenuddannelser.  
  • Musik og idrætstimer bør aflyses på ungdoms- og voksenuddannelser.  
  • Spisning bør foregå i klasser og ikke fælleslokaler.
  • Skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom, håndhygiejne, rengøring, afstand mv.

Videregående uddannelse

  • Digital undervisning på videregående uddannelser, når det er muligt.  
  • Skærpet opmærksomhed på ikke at møde op med symptomer på sygdom, håndhygiejne, rengøring, afstand mv.

Butikker og handel

  • Færre kunder pr. kvadratmeter i store butikker, storcentre, stormagasiner mv. (gælder i hele landet).
  • Skiltning af antal kunder tilladt i lokalet i detailhandlen (gælder i hele landet).
  • Ensretning i store butikker, storcentre og stormagasiner (gælder i hele landet.
  • Opfordring til juleindkøb én person ad gangen.
  • Længere åbningstider med mindre trængsel. 
  • Indkøbsvogne anbefales frem for indkøbskurve for at skabe afstand.  
  • Indkøbsvogne og -kurve sprittes af efter brug.  
  • Ensretning i gågader. m.fl.

Børn og fritid

  • Muligheden for at være op til 50 personer til stede ved idræts- og foreningsaktiviteter for børn og unge op til 21 år finder ikke anvendelse i perioden fra 7. december 2020 til 2. januar 2021.
  • Der må herefter som udgangspunkt i denne periode kun være 10 personer til stede på samme sted samtidig i idræts- og foreningsaktiviteter.

Testindsats i Hovedstadsområdet

Intensiveret COVID19-testning

  • Testindsatsen i de berørte kommuner intensiveres.  
  • Ekstra mobile testenheder indsættes lokalt på steder og tidspunkter, hvor der forventes flest mennesker.  
  • Der uddeles informationsmateriale om test på forskellige sprog.

Opfordring til alle unge om at lade sig teste

  • Alle unge mellem 15 og 25 år i de berørte kommuner opfordres til at lade sig teste.
  • Lokale udmeldinger om, hvor og hvornår test af de 15-25-årige gennemføres, vil følge. For eksempel udgående mobile testenheder til uddannelsesinstitutioner.

Smitteopsporing

Intensiveret smitteopsporing

  • Kapaciteten i smitteopsporingen øges fortsat.  
  • Den opsøgende og udgående indsats styrkes ved opkald i dagene efter, at den smittede har modtaget positivt testsvar.
  • Forplejning i forbindelse med frivillige isolationsophold gøres gratis (gælder i hele landet)

Kilde: Sundhedsministeriet


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik