Vandt over 200 millioner i Viking Lotto - anede ikke, han havde spillet

En heldig dansker fra Helsingør er blevet mangemillionær med en rekordgevinst i Vikinglotto. Selv anede manden ikke, at han havde spillet.

Et telefonopkald fra Danske Spil ændrede i sidste uge livet for en meget heldig mand fra Helsingør Kommune. 

Manden havde uden at vide det spillet Vikinglotto, fordi han har et Lotto Plus Abonnement, som gør, at han automatisk spillede med.

quote Jeg er stadig helt ør i hovedet

Anonym Vikinglotto-vinder

På den måde endte manden med at vinde den største danske Vikinglotto gevinst nogensinde på i alt 206.913.776 kroner, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Selv troede manden, at hans abonnement kun var tilknyttet Lotto om lørdagen. Så overraskelsen var ekstra stor, da han blev ringet op af Danske Spils kundecenter dagen efter onsdagens Vikinglotto trækning.

Det fortæller manden, der ønsker at være anonym, til Danske Spil.

- Jeg er stadig helt ør i hovedet, så jeg kan ikke rigtig huske samtalen.

- Men det var noget med, at hun bad mig logge ind på min konto. Jeg anede ikke engang, at jeg spillede med i puljen om Vikinglotto, så for at sige det mildt, blev jeg meget overrasket over at få at vide, at jeg havde vundet over 200 millioner, siger den anonyme vinder til Danske Spil.

Han fortæller, at han havde noget svært ved at koncentrere sig med arbejdet resten af dagen. Han var faktisk så forfjamsket at han kørte den forkerte vej, da han skulle hjem.

- Jeg var helt rundt på gulvet. Men det er nok ikke så unormalt, siger han.

Faderen fældede en tår

Ifølge Danske Spil tog manden forbi sine gamle forældre for at fortælle den gode nyhed. Her blev faderen så rørt, at han fældede en tåre.

- Han ved, hvor meget jeg har kæmpet de sidste mange år i forhold til økonomien. Så jeg har da også selv været rørt, samtidig med at jeg bare er så glad. Jeg har haft en gæld, der har tynget min familie, så der er mange ting, vi har måttet give afkald på, siger manden.

Selvom vinderen kun har været mangemillionær i præcis en uge, så er der allerede lagt planer for nogle af de mange penge.

- Jeg vil gerne købe et hus til mine forældre, hvor de kan nyde deres alderdom. Og jeg har da også nogle tanker om et hus, som jeg gerne selv vil købe. Udover det kan jeg faktisk mærke, at jeg ikke har lyst til bare at gå ud og købe alt muligt, bare fordi jeg kan. Måske er det fordi, jeg jo ikke har været vant til at bruge penge, som det passede mig, siger den anonyme mand.

Vil støtte venner og familie 

Den nyslåede millionær har også tænkt over, hvordan han kan støtte sit lokalmiljø og stadig være anonym.

- Jeg synes det er vigtigt at hjælpe andre. Men det skal være noget, jeg selv bestemmer. Det er blandt andet også derfor, at jeg gerne vil være anonym. Jeg er bestemt ikke en nærig person, og jeg glæder mig til at dele pengene med min familie og få tætte venner, der ved besked om gevinsten. Men jeg har haft rigtig meget pres på de seneste år, så jeg ville slet ikke kunne overskue, hvis jeg pludselig blev bestormet af alle mulige. Det har man jo hørt om før.

Manden fortæller, at han blandt andet vil invitere sin nærmeste familie på en rigtig god sommerferie.

- Det skal være luksus hele vejen igennem. Der skal ikke spares på noget som helst. Det er jo så vidunderligt, at jeg har mulighed for det. Det er længe siden, vi har været ude at rejse alle sammen. 

Ægteparret Leif og Aase Sommer fra Nordsjælland vandt i 2017 114 millioner kroner i Eurojackpot. De stod efterfølgende frem og fortalte, hvad de drømte om at bruge pengene på. Nedenfor kan du gense TV 2 Lorrys indslag med det heldige ægtepar.

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik