Gummistøvledronningen Ilse Jacobsen sælger kurbad i Hornbæk

Ilse Jacobsens kurbadsdrøm er slukket – nu er det eksklusive bad i Hornbæk sat til salg.

I 2013 åbnede gummistøvledronningen Ilse Jacobsen et luksuriøst spa i Hornbæk, hvor modeskaberen har sin base.

Men mens 2019 lakker mod enden, lader det også til at eventyret om et kurbad i Nordsjælland også er det.

Det står klart, efter Kurbadet by Ilse Jacobsen på adressen A. P. Friis Vej i Hornbæk er blevet sat til salg.

Bag salgsannoncen står ejendomsmægleren Adam Schnack i samarbejde med Erhvervsmægler v. Christian Jessen, der begge kan se frem til et formentligt klækkeligt salær, hvis handlen på 32 millioner kroner bliver landet.

Ejendommen er bygget i 2013 og er ifølge salgsannoncen ”designet i luksuriøs stil til kurbad og restaurant”.

Turbulent år slutter af med kurbads-salg

Salget af kurbadet i Nordsjælland kommer efter et turbulent år i Ilse Jacobsens gummistøvleimperium.

For godt et år siden stod flere medarbejdere i virksomheden frem i Berlingske og berettede om dårligt arbejdsmiljø fyldt med stress, skældud og ydmygelser, ligesom det blev fremført, at Ilse Jacobsen havde tabt en stribe arbejdsretlige sager.

Tilmed var medarbejderne ikke på overenskomst og kort efter de første afsløringer fulgte bestyrelsesformanden af Ilse Jacobsens virksomhed, Morten Albæk, trop og rettede stærk kritik af den daglige ledelse.

 

Ledelsen, der til dagligt bestod af Ilse Jacobsen og hendes mand Jesper Bo Jacobsen, blev kaldt ”uprofessionel”, ligesom det blev gjort klart, at der blev arbejdet på at få begge udskiftet allerede ved årsskiftet til 2019.

Ilse Jacobsens kurbads-satsning fra 2013 er nu blevet sat til salg.
Ilse Jacobsens kurbads-satsning fra 2013 er nu blevet sat til salg.
Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

Røde tal på bundlinjen

I juli 2019 blev modeskaberens regnskab for 2018 offentliggjort, og her var der blodrøde tal på bundlinjen.

Et underskud på over otte millioner kroner blev omtalt i flere medier og en konkurs af en filial i Sverige gjorde det klart, at den tidligere løve-dronning var i store vanskeligheder.

Om salget af Kurbadet i Hornbæk er en konsekvens af det skuffende regnskab er uvist.

Alligevel kan Jacobsen dog se frem til lidt flere penge på kontoen, når ejendomshandlen bliver en realitet.

Den prominente adresse på strandpromenaden i sommerbyen med udsigt over Øresund beløber sig nemlig til hele 32 millioner kroner.

Til prisen får man til gengæld en toptrimmet og luksuriøs spa på i alt 456 kvadratmeter med 12 værelser der indeholder både massagerum, poolområde, restaurant og fitnesslokale.

TV 2 Lorry har forgæves forsøgt at få en kommentar om salget fra Ilse Jacobsen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik