Frihed til daginstitutioner gør pædagog-organisation spændte – men også bekymrede

På de store linjer ser BUPL Nordsjælland frem til det treårige forsøg med at sætte dagtilbud i Helsingør fri af alle regler – men samtidig frygter de endnu flere krav.

Hvordan ser Danmarks bedste dagtilbud ud?

Det svar skal man prøve at give i Helsingør Kommune, efter statsminister Mette Frederiksen (S) ved åbningstalen i Folketinget tirsdag afslørede, at regeringen har i sinde at sætte syv kommuner, blandt andet Helsingør Kommune, fri fra love, regler og statslige reguleringer på forskellige velfærdsområder.

quote Vi skal nu til at sætte retninger og mål politisk, og så skal vi træde til side, så lederne, medarbejderne og forældrene kan finde ud af sammen, hvordan det skal løses

Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune, Kons.

- Det bliver et enormt spændende arbejde, vi skal til at i gang med nu.

- Vi skal nu til at sætte retninger og mål politisk, og så skal vi træde til side, så lederne, medarbejderne og forældrene kan finde ud af sammen, hvordan det skal løses, sagde borgmester Benedikte Kiær (K) til TV 2 Lorry kort efter talen tirsdag.

"Fuldstændig uforberedte"

Hos BUPL Nordsjælland er næstformand Dorte Ellegaard fortsat overrasket over udmeldingen fra statsministeren, som kan få stor betydning for arbejdet med daginstitutioner i fremtiden.

- Da åbningstalen kom, var vi fuldstændig uforberedte. Det var dagtilbudschefen sådan set også. Han fik det vist at vide klokken 12. Så det, vi har gjort indtil nu, er, at vi har aftalt at mødes på mandag, hvor vi kaster vilde idéer op i luften, siger Dorte Ellegaard og tilføjer:

- Vi skal inddrage medarbejdere og pædagoger i det her arbejde, for det er dem, der ved bedst, hvad der kan højne kvaliteten derude. Men indtil nu har vi tilgangen, at det her bliver spændende og sjovt. Vi glæder os til at komme i gang.

Frygt for flere regler i stedet for færre

Men selvom indstillingen er positiv, er Dorte Ellegaard alligevel en smule nervøs før arbejdet med de ”frie” daginstitutioner har taget sine første skridt.

For i udgangspunktet er det sjældent hverken statslige reguleringer, læreplaner eller sprogscreeninger, der presser personalet i institutionerne.

quote Det, der presser pædagogerne, det er ofte det, som kommunerne beslutter. De kan beslutte alt muligt.

Dorte Ellegaard, næstformand, BUPL Nordsjælland

- Det, der presser pædagogerne, det er ofte det, som kommunerne beslutter. De kan beslutte alt muligt. For nogle år siden i Helsingør besluttede byrådet, at alle institutioner skulle være idrætscertificeret.

- Der skulle være tre kvarters bevægelse hver dag. Og så skulle de også lave sprogscreening og de skulle følge den pædagogiske læreplan. Og børnene skulle også nå at sove – nogle af dem to gange om dagen – og de skulle også nå at spise. Det gør sådan nogle små nogle to-tre gange om dagen i institution, så der var ikke timer – børnene var simpelthen ikke i institutionen nok vågne timer til, at man kunne lave tre kvarters bevægelse, arbejde med læreplanen og lave sprogscreeningen. Det pressede institutionerne helt vildt, siger Dorte Ellegaard.

BUPL: Politiske mål sættes i samarbejde med fagpersoner

Tirsdag lød udmeldingen fra Benedikte Kiær, at kommunen og politikerne kommer ”til at sætte en overordnet ramme med økonomi og mål, som vi som politikere ønsker, at institutionerne skal nå.”

- Det kan for eksempel være målet om, at alle børn skal kunne dansk, når de starter i skole i 0. klasse. Det bestemmer vi politisk – men hvordan målet skal opnås, bliver op til institutionerne, sagde borgmesteren.

Men så firkantet håber Dorte Ellegaard ikke, at arbejdet bliver.

quote Vi ønsker, at det skal gro op nedefra – det er pædagoger og ledere, der ved allerbedst, hvordan kvaliteten bliver rigtig god

Dorte Ellegaard, næstformand, BUPL Nordsjælland

Hun mener i stedet, at arbejdet med at skabe de bedste dagtilbud i landet skal startes ved dem, som arbejder med børnene.

- BUPL ønsker en tilgang, hvor man bruger den faglighed, som pædagogerne og ledere har. Og at man bruger den faglighed, så det ikke er politikerne, der skal bestemme, hvordan pædagogerne bruger deres faglighed. Så de får retten til at bruge deres faglighed på den måde, deres personalegruppe og hus kan gøre det bedst muligt.

- Vi ønsker, at det skal gro op nedefra – det er pædagoger og ledere, der ved allerbedst, hvordan kvaliteten bliver rigtig god, siger Dorte Ellegaard.

”Vigtigt at snakke om daginstitutionerne på en ny måde”

Trods nervøsitet og en endnu uklar retning, glæder BUPL sig over, at Helsingør Kommune nu har fået chancen for at gøre noget andet og forsøge at skabe det bedste dagtilbud i Danmark.

- Det vil give os en mulighed for at diskutere området på en anden måde, end vi plejer at gøre, siger hun.

- Jeg håber, at mål og visioner, bliver rammerne fra politikerne. ’Vi drømmer om, at alle børn kan tale dansk, begå sig socialt eller alle børn har mindst to venner’. Ikke relateret til, hvad de skal kunne, når de kommer i skole - men relateret til deres liv. Hvis alle børn har to venner, har de et godt liv.

- Jeg drømmer om, at politikerne laver de helt overordnede rammer - men at det enkelte dagtilbud vil udfylde det. Så der vil komme færre bindinger på, hvordan det arbejde skal udføres metodisk, siger næstformanden.

Hvordan kunne det se ud, hvis man spørger dig?

- Det vil jeg helst vente med at udtale mig om, til jeg har hørt pædagogerne og lederne i institutionerne.

- Det er dem, der er eksperterne. Det er ikke Benedikte, det er ikke dagtilbudschefen og det er heller ikke en næstformand i BUPL Nordsjælland, siger Dorte Ellegaard, der tilføjer, at BUPL har et stærkt og godt samarbejde med Helsingør Kommune.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik