Fra København til Kronborg: Nu kan du igen tage færgen til Helsingør

Over sommeren kan man igen sejle med Sundbusserne fra København til Helsingør og tilbage.

Det er hverken hurtigere end motorvejen eller Kystbanen, men det er formentlig en flottere tur.

Igen i år bliver det muligt at rejse ad vandvejen fra hovedstaden til Helsingør - en tur på små 80 minutter.

Sundbussernes katamaran Lea Elisabeth sejler fra Nordre Toldbod til Helsingørs Færgevej.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Ruten havde premiere sidste sommer, hvor den blev taget vel imod, og derfor glæder man sig til at gentage succesen.

Og det bliver - ikke overraskende - en flot tur op langs kysten, hvor også den svenske ø Hven bliver passeret.

- Med katamaran Lea Elisabeth starter oplevelsen allerede fra det øjeblik, du går ombord. Vi kommer ret tæt på kysten, så man kan nyde synet af kyststrækningen nord for København, imens vi tilbagelægger strækningen, siger Hans Froholdt, direktør i Sundbusserne i pressemeddelelsen.

Allerede fra onsdag den 14. juli er det muligt at sejle med Lea Elisabeth nordpå. Den første daglige afgang er klokken 10.45, og færgen går fra henholdsvis København og Helsingør tre gange dagligt.

Det er muligt at sejle med færgen fra København til Helsingør og tilbage sommeren ud, men står det til Sundbusserne, så skal det være muligt hele året rundt.

Det var også ønsket sidste år, men det fik corona sat en stopper for.

- Vi sejler de næste par måneder og undersøger, om det er noget, der skal fortsætte. Sidste år var det meningen, det skulle fortsætte, men så kom corona i vejen, så det er noget, vi forholder os til løbende, om vi kan gøre det permanent, eller om det kun er om sommeren, siger Hans Froholdt til TV 2 Lorry.

Sundbusserne er desuden ved at undersøge, om det er muligt at gøre det gratis at sejle ruten. Et ønske, man indtil videre har fået afslag på fra Trafikstyrelsen, siger de til TV 2 Lorry.

- Vi er ved undersøge, hvorfor vi har fået afslag - og hvad vi kan gøre ved det. Vi synes nemlig, det kunne være en rigtig god idé at gøre turen gratis, ligesom man kan sejle Hundested-Rørvig, så vi håber på, at det lykkes, siger Hans Froholdt.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik