Flere end ét tusinde børn hjælper med at øge biodiversiteten i Helsingør

Skolebørn i Helsingør Kommune skal så og vande frø ved deres vuggestue, børnehave eller skole.

- Du kan gøre noget som samfundsborger. Du har handlemuligheder, selv om du er et barn. Når du sår vilde blomster, skaber du bedre livsvilkår for bier, sommerfugle og andre insekter. Helt enkelt.

Ordene kommer fra naturvejleder Søren Rafn fra Nyruphus Naturcenter.

Og de sætter rammen for kampagnen ’Biodiversitet i børnehøjde’, som naturcentret står bag, sammen med en række samarbejdspartnere fra mange grene af Helsingør Kommune.

Det skriver Helsingør Kommune i en pressemeddelelse.

I kampagnen er 1500 lokale børn i daginstitutioner og folkeskolens yngste klasser blevet udstyret med blomsterfrø. Og deres opgave er simpel:

De skal så og vande frøene ved deres vuggestue, børnehave eller skole – og i sommerens løb vil der vokse de smukkeste vilde blomster som valmuer, kornblomster og hvid okseøje frem. Blomster, der tiltrækker nytte-insekter.

Stor entusiasme

En af de klasser, som deltager i blomstersåningen, er 2.s fra Skolen i Bymidten. Eleverne har ryddet en række plantekasser i skolens have for ukrudt – og de går til såningen med stor entusiasme.

Jorden bliver revet, frøene plantet, og til sidst bliver der vandet. Da vandkanderne er tomme, tømmer eleverne deres drikkedunke over bedene.

’Biodiversitet i børnehøjde’

• 23 dagtilbud og 11 indskolinger (ca. 1500 børn) deltager i projektet.


• Deltagerne modtager frø til såning og materialer om biodiversitet i maj og igen i august/september 2020.


• I efteråret 2020 iværksættes to større biodiversitetsprojekter, hvor dagtilbud, skoler og andre parter samarbejder om at skabe biodiversitet i udvalgte lokalområder.


• Indsatsen er tilrettelagt af en projektgruppe på tværs af Center for Økonomi og Ejendomme, Center for By, Land og Vand, Center for Dagtilbud og Skoler og Center for Kultur, Erhverv, Politik og Organisation.

Ifølge lærer Henriette Ege har det været et rigtig godt forløb for elevern, hvor man har haft mange gode snakke.

- Noget af det, der overraskede var, hvor få insekter vi kunne finde på et stykke græs. Det gjorde for alvor eleverne opmærksomme på, hvad der sker, når blomsterne mangler. Der vokser godt nok bellis og mælkebøtter i græsplæner, men de forsvinder, når græsset bliver slået, siger Henriette Ege.

Spørgelystne elever

Eleverne har både fået inspirationsopgaver fra Nyruphus Naturcenter og bogen ’Hvor er mine sommerfugle?’ af Josefine Ottesen, som de har læst højt i klassen. Planen er ligeledes, at de skal arbejde med insekthoteller i SFO’en

- Børnene har fået vakt deres nysgerrighed og spørger rigtig meget ind til forskellige ting. Vi har blandt andet elever, der har spurgt deres forældre, om de mon har noget i haven, som insekterne kan lide, fortæller Henriette Ege.

Hun er glad for, at kommunen har grebet chancen for at sætte projektet i værk i efterdønningerne af Corona-nedlukningen, hvor meget af undervisningen foregår udendørs, og der er flere lærere til at tage sig af klasserne. Henriette Ege arbejder tæt sammen med sin kollega, Milena Beck.

- Det har været en stor fordel med de ekstra ressourcer, siger hun.

Til efteråret modtager de 1500 børn en ny omgang frø, der skal sås. De skal sikre nye blomsterarter i foråret 2021.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik