Efter 48 år er det slut: Tidligere bykonge genopstiller ikke

Per Tærsbøl iklædte sig borgmesterkæden i Helsingør tilbage i 1992. Herefter sad han på posten, indtil han på dramatisk vis blev væltet ved kommunalvalget i 2009.

Efter mere end 48 år i politik, har Helsingørs tidligere konservative borgmester Per Tærsbøl besluttet, at han ikke genopstiller til efterårets byråds- og regionsrådsvalg.

Det oplyser Helsingørs nuværende borgmester og Per Tærsbøls konservative partikollega, Benedikte Kiær, i et opslag på Facebook.

- Torsdag aften talte jeg med Per Tærsbøl, der havde en nyhed, som jeg modtog med en blanding af sorg og respekt. Per fortalte, at han ikke vil genopstille til byrådsvalget og regionsrådsvalget her i efteråret, siger Benedikte Kiær og fortsætter:

- Der er ingen tvivl om, at vi skylder Per tak for den kæmpe indsats, som han har ydet for Helsingør og Danmark.

Artiklen fortsætter efter Facebook-opslaget.

Væltet på dramatisk vis

Per Tærsbøl iklædte sig borgmesterkæde i Helsingør tilbage i 1992. Det skete, efter at kommunen i flere årtier havde været regeret af Socialdemokratiet.

Herefter sad han på posten, indtil han på dramatisk vis blev væltet ved kommunalvalget i 2009.

I 2009 fik Venstre således med kun to mandater fat i det øverste embede i kommunen ved et decideret kup. 

Det skete, da Johannes Hecht-Nielsen sprang fra sit partis aftale med de borgerlige for i stedet at blive borgmester med rød bloks opbakning.

Ved samme valg blev en vis Benedikte Kiær valgt til byrådet i Helsingør Kommune, og hun blev som bekendt socialminister få måneder senere under den daværende VK-regering og har i dag været borgmester siden 2013. Og det er netop et minde, som Benedikte Kiær fremhæver i Facebook-opslaget.

- Det er Per, der gjorde Helsingør til en konservativ kommune i sine 16 år som borgmester, og dermed banede han også vejen for, at jeg har været borgmester i Danmarks bedste kommune i snart otte år.

- Derfor betød det meget for mig, at det var Per, der satte borgmesterkæden om min hals i december 2013, skriver Benedikte Kiær.

Selv fremhæver hun desuden Per Tærsbøls indflydelse på kulturområdet.

- Tag bare udviklingen af den gamle statshavn og værftsområdet, hvor vi nu har Kulturværftet og Kulturhavnen.

Kommunal- og regionrådsvalget bliver afholdt den 16. november 2021.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik