Butikker tørlagt for flaskevand efter kogeanvisning: ’’Der bliver hamstret’’

En større vandforurening i Herlev og Helsingør får kunder til at købe mineralvand i store mængder i byernes supermarkeder. Flere butikker melder udsolgt.

Torsdag blev der konstateret e-coli-bakterier og koliforme bakterier - også det man kalder lortebakterier - i drikkevandet i et større område i både Helsingør og Herlev. Derfor opfordres borgere i de berørte områder nu til at koge deres vand før brug.

Men det er ikke alle, der er lige begejstret for at skulle koge sit drikkevand. Hvert fald ikke hvis man spørger flere af supermarkederne i både Herlev og Helsingør.

Blandt andet hos Kvickly i Prøvestencentret i Helsingør har de oplevet en usædvanlig stor efterspørgsel på mineralvand siden torsdag aften.

- Vi havde faktisk rigtig meget vand på lageret torsdag aften, men allerede fredag morgen var det støvsuget væk. Der bliver hamstret og vi havde ikke en chance for at forberede os på det, siger varehuschef Bruce Brøndberg og fortsætter:

- Det virker som om, da meldingen med vandforureningen kom ud, så begyndte folk at hamstre vand. Det er ikke normalt vi sælger så meget vand på få timer.

Det er ikke en situation som varehuschefen har oplevet før.

- Det her er nyt for os. Det nærmeste, vi kan sammenligne det med, er corona, hvor folk købte meget ris og pasta og så videre, men det her er godt nok vildere, fortæller varehuschefen.

Også hos Rema1000 i Helsingør gik det stærkt. Allerede torsdag aften kunne butikken melde udsolgt på vandfronten. Her blev knap 3.000 liter vand revet væk på en time, oplyser butikken på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Salling Group bekræfter overfor TV 2 Lorry, at deres butikker i Herlev og Helsingør har oplevet en stor efterspørgsel på vand, hvor nogle lokale Føtex og Netto butikker kortvarigt også er løbet tør for vand.

Fælles for de butikker i Helsingør og Herlev, som TV 2 Lorry fredag har været i kontakt med, er at de alle arbejder på at få vandlageret fyldt op igen. 

Hos Kvickly i Prøvestenscentret er der gode nyheder på vandfronten.

- Vi troede faktisk først vi ville have vand på hylderne igen på mandag, da det var tidspunktet for næste levering. Nu er vi så lykkedes med at skaffe mere vand, som kommer senere i dag allerede, jubler varehuschefen, Bruce Brøndberg.

Også Føtex i Helsingør har reageret hurtigt og fået vand tilbage på hylderne.

- Der var enorm efterspørgsel torsdag aften, hvor alt vores vand blev solgt på en time. Men vi har fået mere vand i løbet af fredag. De kunder, som har været forbi har fortalt, at de er glade for, vi har vand på lager, fordi der er udsolgt overalt, siger Akin Karaman, der er varehuschef i Føtex Helsingør.

Salling Group oplyser desuden til TV 2 Lorry, at der er mere vand på vej til de lokale butikker de kommende dage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik