Børnebogsforfatter skaber debat om tradition: Julenissen gør nogle børn utrygge

Selvom drillenisser er velment, så er det ikke nødvendigvis alle børn, der har brug for, at nissen flytter ind, mener pædagog og forfatter Emilie Melgaard Jacobsen.

Blå mælk, guirlander af toiletpapir på juletræet og små fodspor gennem mel, der som sne er drysset hen over stuegulvet.

Det er nogle af de nissedrillerier, som mange børn møder, når nedtællingen til juleaften for alvor begynder inden alt for længe.

Men selvom drillerierne er både velmenende og med ønsket om at skabe magiske juleminder, så er det ikke nødvendigvis alle børn, der trives med, at nissen flytter ind i december.

quote Når man er derhjemme, så skal det være ens ”safezone”, men hvis man er bange for nissen, så kommer man på overarbejder

Emilie Melgaard Jacobsen, pædagog og skaberen bag børneuniverset Tjugga

Det mener i hvert fald Emilie Melgaard Jacobsen, der er uddannet pædagog og skaberen bag børneuniverset om natbjørnen Tjugga, som gennem søvnmeditation hjælper børn til at sove ved sengetid.

- Nogle børn har brug for, at vi udskifter den klassiske drillenisse. De kan blive utrygge og bange for nissen, siger Emilie Melgaard Jacobsen, der søndag delte et opslag på Instagram, hvor hun satte ord på netop denne problematik.

”Et lille barn, eller sensitivt barn, kan have svært ved at skille fantasi og virkelighed ad. Vi voksne ved godt, at det “bare er noget, vi leger”, at nissen flytter ind, men for små børn flytter der ÆGTE en nisse ind.”, skriver hun blandt andet i et opslaget.

Overfor TV 2 Lorry uddyber hun, at det hverken drejer sig om at aflyse julen eller mindske små børns fantasi, men derimod at gøre det på nogle præmisser, hvor det enkelte barn kan være med.

For hvis et barn kan have svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed, så kan det blive svært at finde ro i en december, der i forvejen er proppet med indtryk.

- Når man er derhjemme, så skal det være ens ”safezone”, men hvis man er bange for nissen, så kommer man på overarbejder. Børns fantasi skal udvikles, men det skal være på barnets præmisser.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Det er ikke alle børn, der bryder sig om den velkendte drillenisse. Nu opfordrer børnebogsforfatter forældre til at overveje, om drillenissen skal indenfor husets fire vægge.
Det er ikke alle børn, der bryder sig om den velkendte drillenisse. Nu opfordrer børnebogsforfatter forældre til at overveje, om drillenissen skal indenfor husets fire vægge.
Foto: Emilie Melgaard Jacobsen / Privatfoto.

Én elskede det - en anden blev utrygge

Emilie Melgaard Jacobsen er selv mor til tre, og her har hun erfaret, at det er forskelligt, hvordan børn reagerer på nisser og nisselege.

- Vores ældste søn har elsket det. Vi har haft nærmest hele stuen pakket ind i toiletpapir. Men for vores mellemste søn er det anderledes. Sidste jul – da han var tre år – så låste han fuldstændigt, når vi italesatte det. Han kunne ikke rumme det, forklarer hun.

Derfor bliver julelegen grebet anderledes an i Emilie Melgaard Jacobsens familie i år.

- Der er ingen nisse, der kommer og ligger gaverne i år. Det er mor og far, der giver dem, siger hun og tilføjer, at der kommer fuld knald på julen i familiens hjem og både nisser og julemand vil være synlige.

Men modsat de "klassiske" nisselege, hvor det er en "usynlig" nisse, der er på spil, så er det konkrete og fysiske nisser i form af eksempelvis bamser og figurer, der optræder i hjemmet. 

Det sker, så børnene bedre kan forholde sig til dem samtidig med, at de selv kan skabe den leg, som de vil indgå i.

- En nisse er som udgangspunkt utrolig ukonkret. Det er mere trygt med noget mere konkret som en nissebamse. Den kan barnet have konkret i hænderne. Så kan vi lege, at det er bamsen, der giver gaver, siger hun og tilføjer: 

- Herhjemme har vi en stor og blød nissedukke, som sidder sammen med julegåsen. Vores mellemste søn har allerede sat en leg i gang med dem. Så er nissen der pludselig, fordi han selv har skabt legen. Han er tryg i det, fordi han har lederskabet på det, uddyber Emilie Melgaard Jacobsen.

Delt og kommenteret 

Da hun søndag gik til tasterne og udgav opslaget på Instagram, skete det i forsøget på at favne og inspirere de forældre, der selv står i en situation, hvor deres børn ikke nødvendigvis har brug for, at nissen flytter ind i december. 

Og mandag formiddag kan hun konstatere, at det i stor udstrækning er nået. Opslaget er nemlig blevet både delt og kommenteret flittigt. 

- Jeg har skrevet det for at favne de børnefamilier, der har de her refleksioner. Det oplever jeg, at der er mange, der har. Mange føler sig mødt og synes, det er rart at få nogle konkrete forslag til, hvad man kan gøre, siger hun med henvisning til opslaget.

Nedenfor kan du læse hele opslaget fra Emilie Meldgaard Jacobsen samt de tips, som hun har delt på Instagram. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik