Bilist afsløret med monsterpromille – må vinke farvel til bil og kørekort

Politiet måtte tage to alkometertest i brug, da de standsede en mandlig bilist, der sejlede rundt med en promille på 3,5 bag rattet.

En 56-årig mand fra Nivå traf mandag eftermiddag en beslutning, han sikkert bittert fortryder her dagen derpå.

Manden havde drukket heftige mængder alkohol og sat sig bag rattet i sin bil.

Klokken 13.27 blev den 56-årige dog standset af politiet på Hornbækvej.

Her viste to alkometertest, at manden havde en promille på over 3,5, skriver Nordsjællands Politi i deres døgnrapport.

Døgnrapporten nævner ikke, om den 56-årige kørte hasarderet, men det er nærliggende at forestille sig det.

Farlig promille

En promille på mellem 3,0 og 3,9 er således karakteriseret ved ”tiltagende bedøvelse”, ”bevidstløshed” eller ”koma” ifølge sundhed.dk, hvor man også kan læse, at man er i fare for at dø, hvis promillen rammer 4,0. 

Denne grafik viser, hvor påvirket man bliver af at have en alkoholpromille.
Denne grafik viser, hvor påvirket man bliver af at have en alkoholpromille.
Foto: Rådet for Sikker Trafik

Den 56-åriges voldsomme promille medførte da også, at han blev kørt på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, der skal fastlægge hans nøjagtige promille til brug for politiets videre behandling af sagen, lyder det i døgnrapport.

Her kan man yderligere læse, at sagen allerede har fået konsekvenser for den 56-årige, da politiet har inddraget hans kørekort, ligesom hans bil er blevet beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

En dyr brandert

Hvis den 56-årige senere kendes skyldig ved eventuel retssag imod ham, risikerer han altså at få sin bil konfiskeret, og den vil i så fald overgå til statens ejendom, og han får den så ikke tilbage.

Manden kan desuden se frem til en betinget fængselsstraf samt en klækkelig bøde.

Hvis man kører spirituskørsel med en promille over 2,0, koster det således 20 dages betinget fængsel og en bøde, der cirka svarer til en netto månedsløn, fremgår det på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.

Her står der yderligere, at politiet kan inddrage kørekortet på stedet fra en bilist med en promille på 2,0 eller derover, og man kan ikke få kørekortet tilbage, før frakendelsesfristen udløber – også selvom man er startet i alkoholbehandling.

Fakta om spirituskørsel med høj promille

Vidste du at ...


  • Hvis du kører spirituskørsel med promille over 2,0, eller kører spirituskørsel gentagne gange inden for få år, kan din bil blive konfiskeret. Den overgår til statens ejendom, og du får den ikke tilbage igen.

  • Politiet kan inddrage dit kørekort på stedet, hvis de har mistanke om, at du har kørt spiritus- eller narkokørsel, og der samtidig er risiko for, at du vil gøre det igen umiddelbart efter.

  • Du kan ikke få dit kørekort tilbage før frakendelsesfristen udløber, selvom du er startet i alkoholbehandling.

  • Din arbejdsgiver kan underrettes, hvis du kører spritkørsel, mens dit kørekort er frakendt. Det gælder erhverv, hvor bilkørsel er en væsentlig del af arbejdet som f.eks. chauffører og sælgere.

  • Der er ikke faste promillegrænser for cyklister og ryttere. Men du må ikke færdes i trafikken, hvis du kører eller rider uforsvarligt.

  • Der findes ingen særlige regler for fodgængere, der er påvirket af alkohol.

  • Promillegrænsen i Danmark er 0,5.

  • Antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikulykker med alkohol er faldende. I perioden 2015-2019 omkom 165 personer i spritulykker.



Kilde: Rådet for Sikker Trafik


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik