Som almen lejer har jeg mærket den hårdeste konsekvens af svigt og manglende ansvar fra et alment boligselskab.
I 2015 blev jeg og min mor hjemløse, da vi forlod en almen bolig med sundhedsskadelig skimmelsvamp, fordi vi blev syge af skimmelsvampen.
I 2015 blev jeg og min mor hjemløse, da vi forlod en almen bolig med sundhedsskadelig skimmelsvamp, fordi vi blev syge af skimmelsvampen
Boligselskabet ville ikke tage ansvar for skimmelsvampen, som skyldtes byggesjusk fra da bebyggelsen blev bygget i 1986, og selskabet lavede kun en nødtørftig skimmelsanering af boligen.
Heller ikke kommunes tilsyn med almene boliger ville ikke gøre noget ved slumboligerne.
I dag står 16 ud af 28 boliger tomme i vores gamle bebyggelse og bliver ikke genudlejet på grund af den sundhedsskadelige skimmelsvamp, som vi havde gjort opmærksom på.
Var hjemløse i over tre år
Vi var hjemløse i 3,5 år. Jeg gik på gymnasiet og dimitterede mens vi var hjemløse.
Boligminister Kaare Dybvad sagde til et vælgermøde i november 2021, at han ikke vil lade sager som vores overskygge arbejdet med at sikre billige almene boliger.
Han sagde også til vælgermødet, at han heller ikke vil sætte kommunens tilsyn med almene boliger under administration, fordi det er “en meget voldsom ting at gøre” og det er ikke gjort siden 1966, da man indførte den mulighed.
Så er det jo heller ikke en overraskelse, at de almene boliger bliver så forslummede og sundhedsskadelige at bo i, når man ikke bruger den lovgivning, der er ment til at hjælpe og beskytte almene lejere mod boligselskaberne.
For eksempel kan boligministeren bruge § 168 i Almenboligloven til at sanktionere almene boligselskaber, hvis de laver fejl som det kommunale tilsyn med almene boliger ikke korrigerer qua deres tilsynspligt.
Hvorfor har vi lovgivning, hvis den ikke bliver brugt?
Men denne paragraf vil Kaare Dybvad ikke bruge, fordi det åbenbart er for voldsomt et redskab.
Hvorfor har vi lovgivning, hvis den ikke bliver brugt? Hans holdning og manglende handlekraft viser, at boligselskabet og det kommunale tilsyn kan gøre hvad der passer dem.
Om kronikøren
Søren Dahl Nielsen er 22 år og bor i Espergærde.
Han lever af at være foredragsholder og debattør.
Til efteråret skal han læse på Aarhus Universitet.
Forudsætningen for at den almene boligsektor blev en hjørnesten i det danske velfærdssamfund var, at man sørgede for at der var egnede almene boliger og en kvalitetssikring af almene boliger.
Blandt andet nedsatte den socialdemokratiske regering en saneringskommission, der i oktober 1957 lavede en betænkning, som førte til en revision af lov om boligtilsyn og sanering af usunde bydele i 1958.
Boligsituationen i 1950’erne kan slet ikke sammenlignes med boligsituationen i dag, men det kan de politiske ambitioner for at holde en god kvalitetsstandard med egnede boliger i den almene boligsektor.
Kaare Dybvad har muligheden og lovgivningen, men ikke viljen og handlekraften.
Den boligpolitiske ambition har man ikke holdt siden dengang, der var en socialdemokratisk velfærdsstat og dette tilbageblik viser konturerne til en forfaldshistorie i det danske velfærdssamfund.
Politik handler om at løse samfundets “vilde problemer”
Kaare Dybvad har muligheden og lovgivningen, men ikke viljen og handlekraften til at gøre noget ved problemet med sundhedsskadelig boligslum i den almene boligsektor.
Det er tid til at omskrive Bismarcks berømte diktum om, at “politik er det muliges kunst”. Politik er det umuliges kunst.
Politik handler om at løse samfundets “vilde problemer” (politolog Sigge Winther Nielsens begreb). Det vil passe fint ind i regeringens igangværende reformiver at tage et opgør med sundhedsskadelig boligslum i den almene boligsektor - et af vores tids vildeste problemer.
