17-årig overfaldet af større gruppe i skov: Sparket i hovedet og på kroppen

17-årig mand blev overfaldet af seks til syv personer i Nordsjælland. Lignende hændelser har tidligere fundet sted i samme område.

En 17-årig mand blev tirsdag aften overfaldet af seks til syv mænd i Egebæksvang Skov i Snekkersten.

Det fremgår af Nordsjællands Politis døgnrapport.

Den forudrettede er fra lokalområdet, men politiet har for nuværende ikke nogen oplysninger om gerningsmændene, udover at de er af udenlandsk udseende og mellem 15-20 år. 

- Den 17-årige har været på skadestuen og blevet tjekket for de spark, han havde fået i hovedet samt på kroppen, fortæller pressevagten i Nordsjællands Politi til TV 2 Lorry.

Flere overfald i Nordsjælland

Overfaldet kommer efter flere lignende sager, som TV 2 Lorry har beskrevet de seneste par måneder. 

Tidligere er en 16-årig dreng blevet banket ved Hillerød Station, en 17-årig pige blev trampet på af fire drenge i Helsingør, mens to 20-årige blev truet med kniv og slået i ansigtet med knytnæveslag i Hellerup. 

Disse tre voldsepisoder var alle en del af Nordsjællands Politis døgnrapport den 25. februar i år. 

Her var gerningsmændene i samme aldersgruppe som overfaldet tirsdag aften i Egebæksvang Skov.

Nordsjællands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige, om der eventuelt skulle være en sammenhæng mellem de fire overfald.

Flere sager i år

I slutningen af februar blev 19-årige Lauritz Lindboe Wind gennemtævet og smidt ud foran en bil på Gothersgade. 

I midten af februar blev 17-årige Marcus Alexander Aroli overfaldet af en større gruppering unge på Albertslund Station. 

Den 17. februar blev en 23-årig groft overfaldet på stationen i Roskilde, hvor den 23-årige sad og ventede på sit tog, og allerede dagen efter kunne TV 2 Lorry fortælle historien om Lars Pless, der i 2016 forsøgte at stoppe et overfald men til gengæld selv blev overfaldet af de otte gerningsmænd, som tævede løs på et par på Valby Station.

Antallet af voldsofre har siden 2015 været stigende på landsplan, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

Tallene kan dog også være et tegn på, at flere anmelder voldsepisoder end tidligere, men i maj 2019 kom det frem, at mere end 1.000 voldssager i København end ikke var blevet begyndt efterforsket - et tal der var dobbelt så høj som året forinden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik