1000 frivillige: Danskerne vil hjælpe Australien i kampen mod skovbrande

Mange har meldt sig til Facebook-side for at tilbyde hjælp til Australien.

En Facebook-gruppe er på rekord tid blevet meget populær. Det er en deltidsbrandmand fra Helsingør der står bag. Efter fjernsynsbilleder af dyr og mennesker på flugt fra flammerne besluttede han sig for at der skulle gøres noget. Og det er der åbenbart mange andre som er enige med ham i.

- Jeg er virkelig berørt over at der er så mange i Danmark som har lyst til at yde så stor en indsats for at tage ned og hjælpe andre, siger Søren Elkrog, initiativtager til Facebook-gruppen ”brandmand i Australien DK".

Billeder af et land og en katastrofe af hidtil usete dimensioner rammer også hårdt hos en deltidsbrandmand i Farum.

- Jeg likede Facebook-gruppen for at tilkendegive min sympati og min medfølelse over for de kollegaer i udlandet som lige nu er ekstremt pressede siger Kasper Højgaard Damsbak der er deltidsbrandmand i Farum.

Han er én af mere end 1000 personer som har liket den Facebook-gruppen der har eksisteret siden i lørdags. En facebookgruppe hvor danskere kan melde sig til brandbekæmpelse i Australien. Noget der ikke ville være utænkeligt for Kasper Højgaard Damsbak.

Behov for god organisering

Kunne du finde på at tage af sted?

- Det kunne jeg godt. Hvis det blev bedre organiseret så man vidste hvad man skulle dernede og at der var en styring ovenfra.

Men der kan vise sig at være lang vej fra et ønske om at gøre noget til der rent faktisk bliver sendt danske brandmænd til brandslukning i Australien.

Beredskabschef Søren Lundhild i Helsingør har hørt om det initiativ én af hans deltidsbrandmænd har sat i søen. Han er stolt af det stof som de frivillige brandmænd er gjort af, og at de vil hjælpe, når de ser andre i nød.

Men han er dog overbevist om at en operation med udsendelse af brandfolk til Australien skal ske gennem Beredskabsstyrelsen hvis Danmark på et tidspunkt skulle få en officiel henvendelse om hjælp fra de australske myndigheder.

Skal ske med international henvendelse

- Normalt får Danmark en henvendelse fra et land internationalt og så vil ministeriet og Beredskabsstyrelsen finde ud af hvordan det skal håndteres, siger Søren Lundhild, Beredskabschef i Helsingør Kommunes Beredskab.

Er der nogle af dine brandmænd der positivt har tilkendegivet at de vil afsted til Australien?

Jeg har ikke fået nogen direkte henvendelser endnu men jeg kan jo følge på de sociale medier at der er rigtig mange der vil være en del af det her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik