Talsmand for Christianitterne: Der bliver stadigvæk solgt hash

Selvom hashboderne ikke er blevet genopstillet på Christiania, foregår hashsalget stadigvæk, siger Risenga Manghezi.

Selvom Christiania nu er fri for hashboder, fortsætter salget.

I fredags valgte Christianitterne efteret fællesmøde at følge politikere, naboer og politiet og nedrive alle hashboder i fristaden.

Det skete efter onsdag aftens skudepisode, hvor to politibetjente og en civil blev ramt af en hashhandler, da politiet ville anholde ham. Gerningsmanden er død efter en skudveksling med politiet tidligt torsdag morgen, og den ene af de nedskudte betjente er stadigvæk i kritisk tilstand, efter han blev ramt af skud i hovedet.

Samtidig blev det enden for den verdensberømte Pusher Street, hvor 'No Photo'-skilte blev overmalet med hjerter. I dag står der borde og bænke på stederne, hvor der tidligere var hashboder.

Men der sælges stadigvæk hash på Christiania.

- Der vist ingen tvivl om, at der bliver solgt hash rundt omkring i krogene. Desuden blev jeg også tilbudt at købe hash tre gange, da jeg var på Christianshavn Station i går, siger talsmanden Risenga Manghezi til Ritzau og fortsætter:

- Man kan sige, at supermarkedet er lukket. Jeg tvivler stærkt på, at der er en omsætning for en tre millioner kroner om dagen, men det er naivt at tro, at der slet ikke bliver solgt noget.

Hashsalget fortsætter på trods af Christianitternes opfordring til danskerne om, at de ikke skal købe deres hash i fristaden.

Lørdag var der et stort medieopbud i fristaden, men på den regnfulde søndag har det været mere roligt, fortæller talsmanden.

- Det har været lidt stille i dag, men det hænger nok også sammen med vejret.

- Jeg har ikke været igennem Pusher Street i dag, men jeg har snakket med nogen, der har, og det er sådan, at der i hvert fald ikke er kommet boder op hverken i går eller i dag. Folk er i stedet begyndt at stille loppemarkedsstande op, siger Risenga Manghezi til Ritzau søndag.

Mandag aften holder beboerne på Christiania endnu en gang møde - denne gang for at finde ud af, om der er mere, som de kan gøre.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik