Efter Pusher Streets lukning: Hashhandlen flytter sig

Efter sidste uges hændelser, hvor to betjente og en civil blev skudt på Pusher Steet, blev hash-gaden fjernet - men nu flytter hashen sig til andre bydele.

I fredags tog christianitterne skeen i den anden hånd og valgte at stå sammen mod hændelsen på Pusher Street onsdag aften.

Derfor blev hashboderne revet ned på Pusher Street, og de yderst alvorlige 'No Photo'-skilte blev overmalet på murene. Pusher Street er ikke mere, og det initiativ hyldede både politikere og politiet, da christianitterne tog affære.

Men den store hashhandel, der menes at omsætte for flere milliarder om året på Christiania, er nu flyttet ud i byen.

Hash til Christianshavn og Nørrebro

Derfor kan københavnerne nu opleve, at der er skruet godt op for hashhandlen i andre dele af byen - herunder på Christianshavn og på Nørrebro. Det skriver DR P4 København.

- Markedet har flyttet sig ud i området omkring Christiania, lyder det fra blandt andre Sekretariatschef i SSP København, Tommy Laursen til DR P4 København.

Politiet har tidligere tilkendegivet, at man efter rydningen af Pusher Street var opmærksom på, at området omkring Christiania er mere udsat, hvad angår salg af hash, end det er set tidligere.

Bekymrede borgere

Flere borgere fra Christianshavn har også udtrykt bekymring over pushernes nye opholdssteder overfor TV 2 Lorry. Særligt på Prinsessegade, hvor Christianshavns Skole ligger, er pushernes tilstedeværelse periodevis massiv.

quote Det er klart, at forældre på skolen er trætte af, at deres børn bliver tilbudt hash

Anja Butzke Clausen

Det bekræfter Anja Butzke Clausen, der er formand i skolebestyrelsen på Christianshavns Skole.

- Jeg har hørt, at der er flere pushere (på Prinsessegade, red.) nu. Man kan sige, at situationen på Christianshavn ikke er rigtig ny. Vi er vant til at bo op og ned af de her pushere. Men det er klart, at forældre på skolen er trætte af, at deres børn bliver tilbudt hash, siger Anja Butzke Clausen til TV 2 Lorry.

Også på Nørrebro har beboerne observeret, at hashsalget er taget til, siger formand for Nørrebro Lokaludvalg, Mogens Petersen.

- Her i weekenden har vi på Nørrebro oplevet, at der har været en stigende efterspørgsel og ligefrem kø til nogle af boderne på Nørrebro, og det har været mere voldsomt, end det plejer at være, siger han til DR P4 København.

Lokaludvalgsformanden frygter, at en del af hashmarkedet igen flytter ind på gaderne på Nørrebro, som det skete efter politiets rydning af Pusher Street i 2004.

- Vores bekymring kan jo være, at der opstod det, som opstod sidst, nemlig at vi fik en øget bandeaktivitet og en øget kamp imellem banderne, siger han DR P4 København.

Hos SSP København er man meget opmærksom på udviklingen, og derfor opruster man nu indsatsen på Christianshavn og i andre bydele, hvor hashhandlen risikerer at poppe op, forsikrer Tommy Laursen, der er Sekretariatschef i SSP København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik