Trailerlæs af sten doneret til at gendanne gammelt stenrev: "Det var meget rørende"

Nu kan du aflevere de overskydende sten, du måske har liggende fra havearbejde eller byggeprojekter, og dermed give støtte til dyre- og planteliv og kystsikring i Kattegat.

Foreningen og interessegruppen Hunderevet åbnede tirsdag for en ny stenbank, hvor alle kan kan komme og aflevere sten, der skal bruges til reetableringen af det hedengange Hunderev i Kattegat ud for Hundested.

Og det var en stor succes, fortæller viceborgmester i Halsnæs Kommune, Anja Rosengreen (SF), der var med til at åbne stenbanken.

- Der kom Svend hele vejen fra Skævinge med et stort trailerlæs af sten. Det var meget rørende. Og så var der en 6. klasse som hjalp med at slæbe sten af traileren, siger Anja Rosengreen til TV 2 Lorry.

Hunderevet var et stenrev, der tidligere strakte sig et par kilometer ud i Kattegat mod nordøst fra Spodsbjerg og beskyttede en stor del af nordkysten. Det er dog i dag forsvundet, da størstedelen af revets sten er blevet fisket op.

Revet fungerede som barriere mod kysteroderende havstrømme fra vest mod øst, ligesom det var en oase for havets dyr og planter. Sæler i massevis ynglede således på revet, og det siges at det er sælhundene, der har lagt navn til Hundested.

Ifølge foreningen vil en reetablering være til gavn for kystzone miljø, havets dyre- og planteliv, fritidsliv, fiskeri og kystsikring. Man forestiller sig, at blandt andet private, landmænd og entreprenørere kan have en bunke sten til overs, som de gerne vil donere til stenbanken, der ligger på genbrugspladsen i Hundested.

En 6. klasse fra Halsnæs Kommune hjalp med at slæbe de mange sten, der blev indleveret.
En 6. klasse fra Halsnæs Kommune hjalp med at slæbe de mange sten, der blev indleveret.
Foto: Foreningen Hunderevet

Der skal snart smides sten i havet

Kystdirektoratet gav sidste år tilladelse til, at foreningen kan etablere et såkaldt formidlingsrev ud for Hundested, som er første etape i foreningens mål om at retablere Hunderevet. Projektet skal bidrage med værdifulde erfaringer i det videre forløb og etableres endvidere med det formål at skabe opmærksomhed omkring Hunderevet.

Udover sten fra lokale donorer skal kæmpemæssige sten, typisk fra Norge og Sverige, også bruges til projektet. De er dog ikke helt billige at få fragtet til Hundested. Derfor modtog foreninngen i 2018 en donation fra Velux Fonden på en million kroner.

- Jeg synes, det et rigtig spændende projekt, og jeg håber meget, at de snart kan få de sidste midler i hus, så vi kan komme i gang med at smide sten i havet, siger Anja Rosengreen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik