Sjælland klar med ønskeliste til statslige job

Halsnæs Kommune var den første til at lægge billet ind på de statslige jobs, som regeringen vil flytte til provinsen. Nu har kommunerne i Region Sjælland også meldt sig på banen med en ønskeliste.

I et fælles udspil, der bliver lanceret i dag, sætter kommunerne og regionen navn på de 23 statslige styrelser og institutioner, de mener med fordel kan placeres her i regionen.

Det skriver DAGBLADET Køge.

- Vi er i en fase nu, hvor regeringen skal i gang med at træffe en beslutning, inden Folketinget samles efter sommerferien. I den fase vil vi gerne sikre os, at vi får en rimelig andel af de jobs, der skal flyttes ud, siger formand for KKR Sjælland, Niels Hörup, der også er borgmester i Solrød Kommune.

Styrelserne tæller blandt andet Banedanmark, Trafik-, Energi-, Kultur, NaturErhverv - og Fødevarestyrelsen samt en del af Sundhedsstyrelsen. Men også VisitDenmark og LIFE, det tidligere Landbohøjskolen, er blandt navnene.

Både Niels Hörup og regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) peger på, at Region Sjælland er den region med færrest statslige arbejdspladser pr. indbygger sammenlignet med landets fire andre regioner. Især Syd- og Vestsjælland har afgivet mange statslige arbejdspladser til hovedstadsområdet de senere år.

Samtidig er regionen den eneste, der ikke har fået genskabt det antal jobs, man har tabt under krisen.

Jens Stenbæk understreger dog, at der ligger andre tanker bag udspillet end, at man skal vinde det tabte tilbage.

- I vores udspil peger vi dels på nogle steder i regionen, der har kapacitet til at modtage statslige arbejdspladser. Men det andet og meget vigtige kriterium er synergi. Vi har peget på de styrelser, der kan spille sammen med de faglige miljøer og virksomheder, der i forvejen ligger i vores område, siger han til DAGBLADET Køge.

Alle 23 styrelser og institutioner hører inde under områderne bygge- og anlæg, turisme, fødevarer, energi, grøn teknologi og sundhedsområdet.

Kommunerne og regionen har foreløbig udpeget 33 ledige bygninger og grunde i otte forskellige kommuner, der har kapacitet til at huse en udflytning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik