SE KORTET: Sådan er udligningen i din kommune

Mens Sydjylland har oplevet en vækst på 7 procent de sidste 10 år, er Nordsjælland stagneret. Holdningen til udligning er derfor ganske forskellig.

Det er ikke små summer, der lige nu bliver forhandlet om inde på Christiansborg.

UDLIGNING?

Den kommunale udligning er det system, som fordeler penge mellem kommunerne ud fra befolkningens sammensætning og skattegrundlag.

Det handler om udligning, og et ekspertudvalg er indtil videre kommet med fem anbefalinger, til hvordan udligningskronerne skal fordeles.

De sender imellem en halv og en hel milliard kroner fra Hovedstadsområdet ud i landet. Og det vel at mærke ud over de13 milliarder, som Hovedstaden allerede sender ud til resten af landet. 

Nu skal politikerne på Christiansborg så træffe deres valg. Men rykker man ud i kommunerne, så ser udligningen noget forskellig ud fra et sønderjysk og et nordsjællandsk perspektiv. 

Sønderborg: Ledigheden falder

Ifølge Danmarks Statistik har hele landsdelen Sydjylland de sidste 10 år oplevet en vækst på 7 procent i bruttonationalproduktet. I Sønderborg kommune er ledigheden samtidig faldet med 2,5 procentpoint siden 2013.

- Når vi snakker om hvor produktionen bliver skabt, hvor der skal være gode betingelser for virksomheder og så videre, så er det specielt i Jylland - og også lidt på Fyn - at de danske værdier bliver skabt, siger Sønderborgs socialdemokratiske borgmester, Erik Lauritzen.

Virksomheden Linak i Guderup i Sønderborg Kommune har opfundet en teknologi, der blandt andet er inde i hæve-sænkeborde og hospitalssenge.

Da Linaks direktør og ejer, Bent Jensen, overtog fabrikken i 1976 var der 8 ansatte. Nu er der 1150 på fabrikken i Guderup og yderligere 1100 ude i verden.

Linaks ledelse har truffet et aktivt valg: De bliver i Guderup - selvom de muligvis kunne spare lønomkostninger ved at flytte fabrikken udenlands.

- Vi vil simpelthen blive her og den melding gør, at hele organisationen ved, at vi skal øve os på, at få det her til at lykkes, siger Bent Jensen.

- Det er også derfor, at vi som kommune går hårdt ind i diskussionen om det skæve Danmark. Væksten er egentlig skabt på trods, kan man sige. Vilkårene har egentlig gjort, at flere virksomheder skulle være flyttet til København eller helt ud af landet, mener borgmester, Erik Lauritzen.

Halsnæs: Beskæftigelsen falder

Imens der har været vækst i Sønderjylland, er den dog gået i stå i Nordsjælland.

De sidste 10 år er bruttonationalproduktet faldet med 0,4 procent. Og i Halsnæs kommune har der været et fald i beskæftigelsen.

Samtidig viser tal fra det Nationale Forskningscenter for Velfærd, at Halsnæs får 4.068 kroner per borger om året i kommunal udligning, mens Sønderborg får næsten det dobbelte, nemlig 8.155 for hver af kommunens indbyggere.

Borgmester Steffen Jensen, Soc. Dem., håber derfor, at politikerne på Christiansborg sender flere penge hans vej med den nye udligningsreform:

- For mig at se handler den her udligingsordning meget simpelt om at bruge sin sunde fornuft. Vi skal sikre de kommuner, som er hårdest udfordret, siger han.

- Jeg vil appelere til, at man bruger sin sunde fornuft og det, som udligningordningen egentlig var beregnet til: At sikre et ligeværdigt serviceniveau i hele landet.

Uenig i kritik fra hovedstaden

Borgmestre i hovedstadsområdet er gået sammen, fordi de vil have Folketinget til at stoppe pengestrømmen væk fra hovedstadsområdet i den nye udligningsreform.

Sønderborgs borgmester er dog uenig i kritikken: 
 
- Nogle af de kommuner har jo borgere, der tjener mange penge og også betaler en god skat, siger han. 

I Nordsjælland spørger de, hvorfor de skal sende udligningskroner ned til Sønderjylland, der har vækst i forvejen. Hvorfor blliver de ikke sendt tilbage til dem?

- Væksten bliver jo skabt i virksomhederne, siger Erik Lauritzen. Størstedelen af virksomhedsskatten går til staten. 

- Hvis man ser på tallene, så har det jo været nødvendigt i vores kommune og flere nabokommuner at hæve skatten markant, siger Sønderborgs socialdemokratiske borgmester, Erik Lauritzen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik