Peter genopliver buttet båd: "Formerne er meget smukke"

Den gamle Lynæsjolle sættes nu i produktion igen.

Peter Øvre købte sidste år en lille Lynæsjolle. 

I hans søgen efter en bådplads, sejlede han op gennem Roskilde Fjord og endte i byen, hvor det hele startede - Lynæs. 

Her fik Peter en ledig bådplads, men han fik også et helt værft.

Han kom nemlig indenfor på Lynæs Bådeværft på havnen, hvor han fik sig en lang, god snak, og ikke mange måneder efter overtog han det hele. 

Nye planer for værftet

Peter Øvre har været tømremester i mere end 20 år, men han har ingen erfaring som bådebygger. Alligevel fejler ambitionerne ikke noget. 

Planen er at forvandle stedet til et center, hvor turister kan leje kajakker og både, ligesom der skal afholdes arrangementer og fester. 

Og så skal den gamle Lynæsjolle genoplives. 

- Jeg synes, formerne og proportionerne er meget smukke. Der er bare harmoni, når man kigger på den, siger han til TV 2 Lorry. 

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

Buttet båd var god på vandet

Lynæsjollen er opfundet - som det fremgår af navnet - på egnen tilbage i midten af 1800-tallet. 

Eftersigende dræbte et uvejr i det sydlige Kattegat en ukendt antal fiskere fra blandt andet Halsnæs, og det fik den lokale Ole Jensen til at skabe en mere sødygtig båd med inspiration fra Norge, hvor han havde rejst. 

Oprindeligt blev den brugt til fjordfiskeri, men senere også på havet, da den er ganske rubust i sine former. 

På Frederikssund Skibsværft blev produktionen og traditionen ført videre. 

Peter Øvre er da også bevidst om, at han begynder at blande sig i den lokale historie, når han sætter produktionen igang igen. 

- Rent bådteknisk kommer jeg nok altid til at skulle hente viden og erfaring fra andre bådbyggere, for det er ikke noget, man lige slår op på Google, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik