Naturstyrelsen dropper skovsalg modstand fra lokale borgere

Naturstyrelsen annullerer salg af nordsjællandsk skovareal efter klager fra lokale. - Vi er blevet klogere, lyder det fra vicedirektør.

To statslige skovområder ved den gamle Sandkro langs Helsingevej i Frederiksværk – også kaldet Sandflugtplantagen - skal alligevel ikke sælges.

Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse, efter at styrelsen er blevet opmærksom på, at dele af Sandflugtplantagen indeholder skov, der er mere værdifuld for natur og friluftsliv end først antaget.

Sammenholdt med den lokale interesse og ønske om at fastholde skoven i statsligt ejerskab, har Naturstyrelsens direktion besluttet at stoppe salget af arealerne.

Er blevet klogere

Signe Nepper Larsen, der er vicedirektør i Naturstyrelsen, udtaler følgende i pressemeddelelsen.

- Naturstyrelsens kerneopgave er at sikre gode naturoplevelser til borgerne. Derfor har vi de seneste år solgt en del af vores bygninger og mindre værdifulde arealer for at skaffe midler til at skabe mere sammenhængende natur for vores truede arter.

- Set i det lys gav det i første omgang god mening at sælge en del af Sandflugtplantagen og bruge midlerne til naturen andre steder. Vi er siden hen blevet klogere på områdets naturmæssige værdier og har lyttet til lokalsamfundets ønske om at bevare områderne som statsskov med fri adgang. De to ting i sammenhæng betyder, at vi har valgt at annullere salget, udtaler Signe Nepper Larsen.

Frederiksborg Amts Avis har talt med David Vincent, der er en af de beboere, der i sin tid klagede til miljøminister Lea Wermelin over salget af skoven.

- Det er en sejr for naturen og for borgerne. Det eneste rigtige er at det fortsat er statsskov og ejet i fællesskab, så det er vi vældig tilfredse med, siger han til avisen.

Naturstyrelsen vil i løbet af 2020 finde andre bygninger eller arealer, der kan erstatte de midler, som salget af Sandflugtsplantagen skulle have givet til natur og friluftsliv.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik