Mand og kat reddet ud af voldsom villabrand

Tirsdag eftermiddag måtte beredskabet i Frederiksborg redde en mand og hans kat ud af en villa, da der opstod brand i en villa.

Kl. 14.38 løb en melding om brand i en villa tirsdag eftermiddag ind hos Frederiksborg Brand og Redning. Det fik dem til at sende et røgdykkerhold afsted til en adresse på Anker Heegaardsgade i Frederiksværk.

Da politi og redningsmandskab kom frem, kunne de konstatere, at ilden var opstået i køkkenet.

- Vi har haft ild i en frituregryde i en stuelejlighed. En mand er kørt til sygehuset med lettere røgforgiftning, fortæller Rene Bech, der er indsatsleder ved Frederiksborg Brand og Redning, til TV 2 Lorry.

Beredskabet mødte talstærkt op, og fik hurtigt bugt med branden.
Beredskabet mødte talstærkt op, og fik hurtigt bugt med branden.
Foto: Presse-fotos.dk
Beredskabet røgdykkerhold blev sendt til stedet med assistance.
Beredskabet røgdykkerhold blev sendt til stedet med assistance.
Foto: Presse-fotos.dk

Indsatslederen oplyser, at de også fik reddet en kat ud af huset, der var omgærdet af mørk røg fra branden.

Branden nåede heldigvis ikke at brede sig til andre dele af huset, selvom varmen fra ilden var særdeles høj.

- Vi er lige ved at skille køkkenet ad for at sikre os, der ikke er mere ild. Der er store skader på lejligheden, fordi der har været meget høje temperaturer, lyder det fra Rene Bech, der understreger, at branden en times tid efter er under kontrol.

Sådan slukker du en friturebrand

Friture er ifølge Topdanmark en stigende årsag til enorme skader og knuste drømme.

De anbefaler, at man bruger en fedtbrandslukker (f-slukker) til at slukke en brand i en frituregryde. Man kan også bruge et brandtæppe, men hvis ikke, du er vant til at bruge sådan et, så risikerer du at skade dig selv i forbindelse med slukningen.

Er uheldet ude, så er nedenstående råd gode at følge

Alarmér brandvæsenet på 112


Bevar roen og sluk for strømmen til friturekogeren på afbryderen


Begynd at slukke branden med en 6 liter f-slukker


Læg et brandtæppe over friturekogeren, når branden er slukket


Hold øje med, om friturekogeren selvantænder


Vigtigt! Brug ikke vand til at slukke med, da det eksploderer, når det rammer den brændende olie.

Selv en lille brand kan ende med en katastrofe, hvis du hælder vand på flammerne. Når 1 liter vand rammer den brændende olie, bliver det nemlig til ca.1.700 liter vanddamp. Der opstår en dampeksplosion, som er med til at sprede den brændende olie over hele køkkenet, og det gør det svært at slukke branden.


Kilde: Topdanmark 




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik