Issejlere er de første på de frosne søer: "Det er ikke farligt at ryge i"

Issejlere må fræse rundt på de frosne søer, før man må stå på skøjter. Nu krydser de fingre for, at søerne snart bliver tykke nok til en issejltur.

Arresø i Nordsjælland er typisk en af de søer, der fryser allerhurtigst til, og i disse dage, hvor temperaturerne når ned omkring 0 grader, er der især én gruppe, der glæder sig til tykkere is:

Issejlerne.

quote Hvis man går igennem isen, så flyder båden, men med masten vandret.

Daniel Hansen, issejler

Når isen er tyk nok, bevæger de sig nemlig ud med nogle specialdesignede både, der glider henover isen i høj fart. I normalt blæsevejr kan båden komme op på mellem 40 til 60 kilometer i timen, mens hastigheder over 90 kilometer i timen kræver både et godt blæsevejr og rutine.

Daniel Hansen er én af dem, der venter på en tykkere is. Han har sejlet isbåd i 50 år og er medlem af issejladsklubben, DN-isbåd. I år har han endnu ikke været ude, og sidste år var også for varm til, at han kom ud på isen. 

- Jeg håber, at vi kan komme ud i denne uge, men der er mange ting, der skal falde i hak. Der skal være masser af frost, ingen sne og intet vind, siger Daniel Hansen.

Værd at vide om issejlads

  • Man tager aldrig ud at sejle issejlads alene.
  • For at tage ud skal man have sikkerhedsudstyret i orden: Styrthjelm, issyle, svømmevest, brodder under fodtøjet samt kasteline.
  • Du skal bestå en sejlerprøve og have en godkendt ansvarsforsikring for at blive medlem af issejlads klubben, DN-isbåd.
  • Isen vurderes af erfarne sejlere, der selv er i stand til at vurdere isens beskaffenhed.
  • Oftest er man ude at sejle en til to gange hver vinter i Danmark.

Kilde: DN-isbåd

Issejlads før skøjtning

Arresø er ikke mere end 5,6 meter dyb på det dybeste sted, og selvom den er Danmarks største sø, så gør den lave dybde, at der mindre vand at nedkøle - og dermed dannes der hurtigere is på søen.

Det er kommunen, der bestemmer, hvornår isen på en sø er tyk nok til at gå eller skøjte på. Men issejlerne må selv bestemme, fordi de kategoriseres som et fartøj, fortæller Ole Andersen, der er skovfoged ved Naturstyrelsen Nordsjælland.

- Dem, der sejler isbåde, de sidder og venter på, at isen bliver tyk lige nu. De plejer at være de allerførste på isen, siger han. 

I Gribskov skal isen være 13 centimeter tyk, før der kan åbnes for færdsel i form på isen. Her kan du holde øje med, hvornår Arresø er frossen nok til at gå på. 

Tre hak uden at gå igennem - så er isen sikker

Daniel Hansen har sin egen metode til at sikre, at isen er tyk nok.

- Jeg har en speciel isstav, der er en kosteskaft med en jernspids for enden. Kan jeg slå den igennem isen i et slag, skal jeg ikke ud på isen, kan jeg slå den igennem i to slag, kan jeg overveje det, og lykkes det i tre slag eller slet ikke, så kan isen bære, siger han.

Den erfarne issejler, Daniel Hansen, er da også røget i de kolde bølger nogle gange på de 50 år, han har sejlet. Men det er ikke noget, han frygter.

- Det er ikke farligt at falde i - slet ikke hvis man er forberedt på det, siger han.

Det kan Daniel Hansen sige, fordi han har både redningsvest og issyle på sig, så han kan hive sig op, hvis uheldet er ude. Derudover tager han aldrig ud på isen alene.

- Første gang jeg røg i vandet, troede jeg, at jeg skulle dø. Men så råbte de andre, at jeg skulle vente, for de skulle lige tage et billede. Nu er det ofte mig, der tester isen, fordi de gerne vil have en lidt stor mand derud først, siger han.

Han anslår, at han ti gange har fået et overraskende koldt gys. 

En båd, der ikke kan sejle

Typisk ryger man i vandet, hvis man overser en våge.

 Selvom issejlerne ræser henover isen i en båd, så kan den ikke holde én oven vande, hvis uheldet er ude. 

- Hvis man går igennem isen, så flyder båden, men med masten vandret. Hvis man er gået igennem ved en våge, så kan man typisk stå på kanten og hive båden op to mand. Det er værre, hvis man er langt ude på tynd is, siger han.

Han understreger, at selvom issejlerne er på søerne, så betyder det ikke, at almindelige personer skal vove sig derud.

- Der er mange, der kigger, når vi er ude med bådene, og så tænker de, at de også godt kan gå ud på isen. Men de ved ikke, hvad de gør. Det gør vi, og vi har redningsudstyr med, siger han.

Nordsjællands Politi skriver på Twitter, at isen ikke er tyk nok til at skøjte eller gå på endnu og fortæller, at det kan betyde livsfare, hvis man bevæger sig derud.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik