International succes har vokset sig for stor til Hundested

Snedkerværkstedet og kunstnerne bag det prisbelønnede Egeværk flytter fra havnen på Hundested til en hal i Helsingør.

Der ser ikke trangt ud i værkstedet på havnen i Hundested, men det er fordi Mette Bentzen har brugt den time, det tager os at køre fra redaktionen, på at rydde op.

Mette Bentzen er sammen med Lasse Kristensen snedker i virksomheden Egeværk, og de var begge på arbejde i dag, lørdag, for om lidt skal de være klar med kunstværker til en udstilling i Palm Beach i Florida.

- Det er ikke fordi, vi ikke har noget at lave, og vi bare sidder med hænderne i lommen og venter, griner Mette Bentzen og fortæller, at de knap nok kan følge med efterspørgslen på deres værker.

I 2019 vandt blevet de hædret med årets Snedkerpris og en præmie på 150.000 kroner.

Succesen har de sidste to år sendt dem på udkig efter større lokaler, så de blandt andet ikke behøver at gå udenfor for at få plads til at vende brædderne til et plankebord.

Kunstnerne bag beskriver Egeværk som: "Kompromisløs dedikation til det sublime håndværk og kærlighed til træet."
Kunstnerne bag beskriver Egeværk som: "Kompromisløs dedikation til det sublime håndværk og kærlighed til træet."
Foto: Andreas Madsen

Og nu er købsaftalen endelig faldet på plads. 1. marts i år overtager de en 850 kvadratmeter stor hal i Helsingør.

- Det bliver helt fantastisk, fordi vi får fire gange så meget plads, som vi har her, og vi får en vild loftshøjde på 7 meter. Så rummet giver anledning til at vi kan lave nogle helt vilde udstillinger, siger Mette Bentzen.

Plads til flere

Mens vi var på besøg hos Egeværk sleb Lasse Kristensen de sidste rundinger på den skulpturserie, der skal vises i Florida.

Inden tager begge snedkere dog til San Francisco, hvor de åbner en udstilling med deres værker fra samlingen Shapes of Ice.

Egeværk begyndte i et mindre lokale på havnen i Hundested og er siden groet til større lokaler på samme adresse. Men værkstedet kan ikke længere rumme ambitionerne for fremtiden.

- Vi er vildt lykkelige for, at det er faldet på plads, og vi kan se vejen frem på det helt rigtige projekt, siger Mette Bentzen.

I de nye lokaler bliver der afsat 300 kvadratmeter til et udstillingsrum både til Egeværks egne værker og andres.

Vikingeskibene er et samarbejde mellem Egeværk og deres nuværende naboer hos glassmedjen Backhaus-Brown og er blevet vist på Fox Sport under VM i fodbold i Rusland i 2018.
Vikingeskibene er et samarbejde mellem Egeværk og deres nuværende naboer hos glassmedjen Backhaus-Brown og er blevet vist på Fox Sport under VM i fodbold i Rusland i 2018.
Foto: Andreas Madsen

- Vi vil ikke alene udstille vores egne ting, men også andre virkelig dygtige, innovative håndværkere, kunstnere og designere, som formår at sætte en ny dagsorden for de stolte håndværkstraditioner, vi har i Danmark, siger Mette Bentzen.

Med de flere kvadratmeter får Egeværk også brug for flere hænder, så når de rykker ind, vil de begynde at se på, hvor mange ny medarbejdere der bliver plads til.

Massiv opbakning

Kunstnerduoen har haft adresse i Hundested i ni år og har derfor opbygget et trofast kundekartotek.

- Vi er helt overvældede over den kæmpe opbakning, der er blandt de mennesker, der plejer at komme her. De forstår godt, at vi skal bruge mere plads og synes, det nye koncept lyder super spændende, og de glæder sig til at komme og besøge os, siger Mette Bentzen.

I Egeværks Facebookopslag kan du læse kommentarerne til flytningen.

- Så er der altså heller ikke særlig langt mellem Hundested og Helsingør. Det er en times kørsel, det kan vi nok finde ud af, siger Mette Bentzen.

Egeværk forventer at åbne for de nye lokaler i Helsingør den 17. maj 2020.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik