Dykkere har mandag gennemsøgt havnen i Frederiksværk uden at finde spor af den 17-årige Jonas Schmidt, der har være forsvundet siden torsdag aften.
Da holdt han fest for sine venner, men forlod på et tidspunkt festen. Ifølge Facebook-siden "Forsvundne personer" syntes nogle af hans venner, at han var "lidt mærkelig", da han forlod festen.
Søndag aften blev han meldt savnet til politiet, som siden har ledt efter ham.
Bukserne tilhørte lystfisker
Mandag morgen tilkaldte politiet dykkere til at lede efter teenageren i havnen i Frederiksværk. Det gjorde man, efter at der blev fundet et par bukser på havnen, og hans venner mente, at det godt kunne være hans.
Men det var det ikke.
- En lystfisker henvendte sig på havnen og fortalte, at han havde fået bukserne på krogen for en måned siden og lagt dem dér, hvor de blev fundet, fortæller vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.
Frivillige i gang
Politiet fortsætter mandag eftersøgningen af Jonas, ligesom frivillige ved middagstid gik i gang med at lede efter ham.
Jonas Schmidt beskrives som 175 centimeter høj og spinkel af bygning. Han har grønne øjne og lyst, skulderlangt hår, der formentlig er sat op.
Da han forsvandt var han ifølge efterlysningen på "Forsvundne personer" iført en mørkgrøn Fjällräven-jakke, en brun Carharrt-hue og mørke bukser.