Hundested Kino får stor donation: "Vi mangler lige en sjat"

Hundested Kino har fået en donation på 100.000 kroner, som blandt andet skal gå til at reetablere den gamle biografsal.

Hundested Kino er et skridt tættere på at genåbne. Den gamle biograf har nemlig fået en betragtelig donation fra Dansk Filminstitut, som støtter Hundested Kino med 100.000 kroner. Et beløb der er særligt øremærket til at reetablere biografsal og udstyr til salen. Det oplyser Hundested Kino i en pressemeddelse.

Biografen måtte lukke, da de daværende ejere i 2011 måtte dreje nøglen rundt, fordi forretningen ikke kunne løbe rundt. Derefter stod biografen tom i fem år. Siden har en gruppe frivillige dog sat sig for at genåbne Hundested Kino, hvilket donationen bringer dem tættere på.

- Det betyder ret meget, men vi mangler stadigvæk en sjat, siger formand i Hundested Kino, Orla Kristensen, til TV 2 Lorry.

"Vi er rimelig optimistiske"

Den sjat, som formanden for Hundested Kino omtaler, er et beløb på 150.000 kroner, som skal gå til køb af digitalt udstyr. Lige nu har Hundested Kino en ansøgning på beløbet liggende hos en fond, som der forventes svar på i december eller januar.

- Vi er rimelig optimistiske. Vi har fodret fonden med yderligere informationer, så de virker interesserede, siger Orla Kristensen til TV 2 Lorry.

Når først biografen får det digitale udstyr forventer de at kunne åbne inden for en måned. Der er er nemlig allerede en aftale på plads med en filmudbyder, ligesom frivllige er i gang med at gøre biografsalen og cafédelen færdig.

- Vi mangler bare de her 150.000 kroner, så er vi kørende, siger Orla Kristensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik