Gymnasie ramt af kæmpetyveri: 120 designerstole forsvandt over weekenden

Henover weekenden forsvandt 120 Arne Jacobsen-designerstole fra gymnasie i Nordsjælland. Brandærgerligt, siger rektor.

120 af Arne Jacobsens ikoniske syver-stole.

Det er fangsten, som ukendte gerningspersoner slap afsted med, efter at de i løbet af weekenden brød ind på Frederiksværk Gymnasium og HF i Nordsjælland.

Stolene er blevet stjålet mellem fredag eftermiddag og mandag klokken 07.30. Det oplyser Nordsjællands Politi.

På nuværende tidspunkt ved man ikke, hvor mange personer der har stået bag tyveriet.

Men Nordsjællands Politi oplyser til TV 2 Lorry, at gerningspersonen eller -personerne er kommet ind på gymnasiet ved at have brudt en dør op.

Rektor ærgrer sig

Peter Brink Thomsen er rektor på Frederiksværk Gymnasium og ærgrer sig over tyveriet. 

Han fortæller til TV 2 Lorry, at stolene har været stillet op sammen med borde i gymnasiets sportshal, som det seneste stykke tid har fungeret sm corona-testcenter for gymnasiets elever og ansatte.

- Da vi mødte ind mandag morgen, så stod borderne der, men alle stolene væk. Der var også to kasser med sprit, som også var væk. Det var et trist syn.

- Vi har aldrig haft indbrud i hallen før i 40 år, også selvom der har stået sådan nogle stole før, siger Peter Brink Thomsen.

Arkivfoto: Arne Jacobsens klassiske 7-er stol
Arkivfoto: Arne Jacobsens klassiske 7-er stol
Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

Han fortæller videre, at de mange designerstole ikke alene har en økonomisk værdi, men også repræsenterer et stykke historie for gymnasiet.

- Designerstolene er 40 år gamle og fra dengang gymnasiet blev bygget af Frederiksborg Amt. Dengang brugte man, som jeg har forstået det, rigtig mange penge på møbler og kunst.

- Det er 40 år gamle stole, og derfor repræsenterer de selvfølgelig heller ikke en nypris-værdi. Nogle er i god stand, mens andre ikke er. Men det er brandærgerligt, fordi de jo trods alt har en værdi, siger Peter Brink Thomsen.

På nuværende tidspunkt er der intet signalement af gerningspersonerne, men politiet oplyser til TV 2 Lorry, at gymnasiet muligvis er i besiddelse af noget videoovervågning, som kan kigges igennem.

Peter Brink Thomsen fortæller til TV 2 Lorry, at man er igang med at gennemse videoovervågning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik