Flygtninge vil lære danskere at kende i Integrationscafé

I Integrationscaféen på Skjoldborg i Halsnæs oplever de frivillige i Røde Kors, at de lokale flygtninge er ivrige efter at lære danskerne at kende.

En onsdag om måneden summer det ekstra meget af liv i køkkenet på Skjoldborg.

Her står danskere og flygtninge fra andre lande side om side - fælles om de gryder, der står på blussene i industrikøkkenet.

quote Vi taler dansk. Det er idéen i det hele

Inger Grunnet, frivillig i Røde Kors

De har alle sammen et hvidt plasticforklæde på, og når de mødes over maden, er de alle ens. Bag initiativet står Røde Kors i Halsnæs, der en onsdag om måneden har maddag i den lokale Integrationscafé, hvor frivillige og flygtninge laver mad og spiser sammen.

- Vi skaber et samvær om at lave nogle ting, og flygtningene kan komme med nogle input, når vi laver mad sammen. Mad er er en god anledning til at tale sammen, og så er det hyggeligt at spise sammen med andre, siger Inger Grunnet, som selv er Røde Kors frivillig og tovholder på projektet, til Lokalavisen.

- Vi taler dansk. Det er idéen i det hele. Flygtningene lærer dansk i sprogskolen, men taler det ellers ikke. Det er ved at tale med danskere, at de bedst lærer sproget, fortæller hun.

Til den månedlige maddag kommer der som regel mellem 30 og 40 flygtninge, men ved særlige arrangementer samles op mod 70-80 flygtninge.

I Integrationscaféen bruger de forskellige greb for at hjælpe flygtningene til at integreres. Blandt andet spiller de sammen.

- Vi har nogle spil, som er gode til at sætte samtaler i gang. Det er for eksempel nogle kort med spørgsmål om hverdagsting som 'Hvad spiser du til morgen?', siger Inger Grunnet til Lokalavisen.

De frivillige hjælper også med lektiehjælp og sørger for, at flygtningene lærer at læse og forstå et brev på dansk, ligesom de kan hjælpe med at udfylde familiesammenføringsskemaer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik