Elever kræver videoovervågning efter tyveri under idrætstime

Elever på Frederiksværk Gymnasium og HF efterlyser videoovervågning, efter deres computere og telefoner blev stjålet under en time. Rektoren afviser elevernes ønske.

Elever på to nordsjællandske gymnasier blev mandag udsat for et stort computertyveri midt i skoletiden. Tyvene gik i begge tilfælde målrettet efter elevernes MacBooks og smartphones.

Værst gik det ud over elever på Frederiksværk Gymnasium og HF, hvor en 1.g-klasse fik stjålet op mod 25 computere, men også deres telefoner, penge og smykker under en idrætstime. 

- De har haft mellem fem og ti minutter til at tømme tyve tasker for computere. Det virker ufatteligt professionelt, at man kan komme ind og ud af en skole på så kort tid. Det er nogen, der ved, hvad de gør, siger rektor på Frederiksværk Gymnasium og HF,  Johnny Simonsen, til TV 2 Lorry. 

Elev i 1.y, Larika Andersen fortæller, at alle eleverne var gået ind af den dør, som tyvene gik ud af. Derfor var eleverne løbet lige ind i dem, hvis de stadigvæk have befundet sig derinde, hvilket hun synes er ubehageligt at tænke på.   

Se TV 2 Lorrys indslag om eleverne på de to nordsjællandske gymnasier, som blev udsat for røveri. 

Elever på to gymnasier blev mandag udsat for et stort computertyveri midt i skoletiden.

Identiske tyverier

Få timer før tyveriet på Frederiksværk Gymnasium og HF fandt et lignende tyveri sted på Gribskov Gymnasium. Her gik det ud over et mindre valghold, hvor syv elever fik stjålet deres computere. 

Ved begge tyverier var tyvenes fremgangsmåde, at de fandt en ulåst dør og derefter tømte omklædningsrummene for værdier, hvorefter de slap væk fra skolen uden at blive opdaget.

- Vi var lidt pressede alle sammen, fordi det var jo alle noter og private billeder, der var væk. Der var lidt trykket stemning, og så ville folk bare gerne hjem, siger Emilie Rasmussen, elev i 1.y på Frederiksværk Gymnasium og HF. 

- Det er ikke så meget det, at computeren er væk, men mere alt det, som man mister. I sidste ende er det bare en computer, men der var også nogen, der fik stjålet telefoner, siger Larika Andersen, elev i 1y.

Elever ønsker overvågning - rektor siger nej

Det sker med jævne mellemrum, at tyve går målrettet efter dyre computere og telefoner på skoler i Nordsjælland. Frederiksværk Gymnasium blev også ramt af et lignende tyveri i september 2017.

quote Der, hvor vi helts ikke vil hen, det er, at vi skal til at have overvågningskameraer op alle steder.

Johnny Simonsen, rektor på Frederiksværk Gymnasium og HF

Derfor var mere sikkerhed også på dagsordenen, da elevråddet holdt møde i løbet af onsdag. 

- Der var mange af eleverne som sagde, at de godt ville have noget videoovervågning, fordi man godt kan komme ud fra skoven her på vores gymnasium og ind i hallen, uden at der er nogen kamerer, som fanger dig foran, fortæller Wagma Wafa, elevsrådsformand på Frederiksværk Gymnasium og HF. 

I første omgang vil gymnasiet i Frederiksværk nu sikre elevernes ting ved at låse flere døre i stedet for at overvåge. 

- Der, hvor vi helst ikke vil hen, det er, at vi skal til at have overvågningskameraer op alle steder. Jo, kameraerne kan måske godt fange nogle, men vi kender dem nok ikke alligevel. Bivirkningen er til gengæld, at der faktisk kommer en eller anden form for overvågning over, hvad man egentlig laver derovre, siger rektor på Frederiksværk Gymnasium og HF, Johnny Simonsen. 

Nordsjællands Politi leder nu efter brugbare spor. Og hvis man får tilbudt en billig bærbar computer, så vil politiet gerne kontaktes.

- Vi skal se på, om der kan findes brugbare spor fra gerningsstederne. Og så hører vi gerne, hvis nogen pludselig får tilbudt en meget billig bærbar pc, eller hvis de har set noget mistænkeligt i områderne i de nævnte gerningstidsrum, siger pressekonsulent Henriette Døssing fra Nordsjællands Politi.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik