Efter hærværk og svineri på bibliotek: Borgere vil tage sagen i egen hånd

Borgere i Halsnæs har fået nok af hærværk på det lokale bibliotek og vil oprette frivilligt vagtværn. Biblioteksleder bekræfter, at der har været flere slemme episoder, og derfor arbejder man nu på at finde en løsning.

Smadret inventar, cigaretskodder, efterladt rod, madvarer der smøres ud på ting og generel utryghedsskabende adfærd.

I Frederiksværk i Halsnæs Kommune er der problemer på det lokale bibliotek, hvor unge teenagere begår hærværk i de selvbetjente åbningstider.

Onsdag var Melanie Lønvig på biblioteket med sine tre små døtre og sin mor, og her oplevede hun, at en stor gruppe teenagere dominerede det område, hvor de mindste plejer at lege.

- Vi går ned til børn og unge-afdelingen, hvor der sidder syv, unge mennesker og snakker og hygger sig. Det skal de have lov til, men der flyder også med papir, slik, chips og noget som ligner piller. Nogle sidder og slår på en lampe, mens andre bruger kontorstole til at køre hårdt ind i ting, fortæller Melanie Lønvig, der valgte ikke at sige noget til at starte med.

Men da gruppen af teenagere forlod området, spurgte hun alligevel, om de havde husket at rydde op efter sig selv. Hun fik ikke noget svar, og Melanie Lønvig begyndte derefter selv at rydde op.

quote Når vi sammen med politiet finder ud af, hvem det er, ringer vi til deres forældre og fortæller, hvad deres børn har gjort

Søren Würtz, konstitueret leder hos Halsnæs Kommune Bibliotekerne

- Det var ikke noget kønt syn, og jeg synes ikke, det skulle ligne en svinesti, men pludselig kommer de unge tilbage og sætter sig og lader som ingenting. Jeg tænker, at hvis man kan lave så meget rod og ødelægge ting, så burde man også være voksen nok til at rydde op igen, siger Melanie Lønvig, der efterfølgende startede en tråd og lagde billeder op i Facebookgruppen ’Halsnæs Hjælp Hinanden’.

Her giver flere Halsnæs-borgere udtryk for, at de unges respektløse opførsel ikke er i orden, da det ikke er første gang, at der er ballade på biblioteket.

Halsnæs-borgeren Melanie Lønvig tog disse billeder, da hun onsdag oplevede en stor gruppe unge, der svinede og ødelagde ting på det lokale bibliotek i Frederiksværk.
Halsnæs-borgeren Melanie Lønvig tog disse billeder, da hun onsdag oplevede en stor gruppe unge, der svinede og ødelagde ting på det lokale bibliotek i Frederiksværk.
Foto: Melanie Lønvig - privatfoto

Tre slemme tilfælde

Søren Würtz, der er bibliotekets konstituerede leder, bekræfter over for TV 2 Lorry, at man har oplevet flere hærværkssager den seneste tid.

Med onsdagens episode er man nu oppe på tre konkrete tilfælde, som bibliotekslederen kalder for slemme, siden vinterhalvåret startede.

I de to første hærværkssager fra tidligere har bibliotekets videoovervågning identificeret personer mellem 13 og 17 år, der har begået hærværk, mens man endnu mangler at gennemse videomaterialet fra i onsdags.

- I bund og grund er vi rigtig glade for, at der kommer unge brugere på biblioteket, men der er nogle enkelte personer, der har voldt problemer. Når vi sammen med politiet finder ud af, hvem det er, ringer vi til deres forældre og fortæller, hvad deres børn har gjort. Vi vil så kalde dem ind til en samtale, hvor vi taler med forældrene og deres barn om konsekvenserne.

Borger vil starte frivilligt vagtværn

Efterfølgende har en anden borger, Winnie Topp, fået nok af situationen. På baggrund af Melanie Lønvigs Facebookopslag opfordrer hun til, at der startes et frivilligt vagtværn, der kan holde et vågent øje med biblioteket, når personalet ikke er til stede.

quote Hvis der sidder et voksent menneske, så kan det være med til at dæmme op for det hærværk, der bliver lavet

Winnie Topp, borger

I løbet af de seneste dage har hun fået flere tilbagemeldinger fra medborgere, der støtter op om idéen og gerne vil være en del af vagtværnet.

- Altså, jeg forestiller mig ikke, at man skal smide nogen ud eller råbe ad dem. Men jeg tænker, at hvis der sidder et voksent menneske, så kan det være med til at dæmme op for det hærværk, der bliver lavet, siger Winnie Topp til TV 2 Lorry.

- De unge, der bruger biblioteket som en varmestue, har ikke noget at gøre der. De gør ikke rent efter sig selv, og de gør det utrygt for andre at være der. Men det er jo kun, når biblioteket er ubevogtet, at der bliver lavet ballade. Og det er ikke meningen, for det skal være hyggeligt at komme her.

Winnie Topp er selv klar på at tage en tørn som vagt.

- Jeg er spændt på, om vi overhovedet kan få det frivillige vagtværn op at stå. Personligt kan jeg sagtens sidde og strikke eller lave noget andet på biblioteket en gang om måneden, siger hun.

Samfundstjeneste kan blive straffen

Men om det frivillige vagtværn bliver en realitet, er biblioteksleder Søren Würtz endnu ikke helt sikker på.

Han fortæller, at man er i gang med at undersøge flere mulige løsninger, der skal dæmme op for den kedelige tendens.

quote Kan vi dokumentere, at de har begået hærværk, så sender vi sagen videre til politiet – medmindre vi kan finde en løsning, hvor den unge udfører en opgave for os som en slags samfundstjeneste

Søren Würtz, konstitueret leder hos Halsnæs Kommune Bibliotekerne

- Vi har en god dialog med nærpolitiet, som kommer forbi en gang i mellem, men vi vil da gerne tale med de her folk, som vil lave det frivillige vagtværn.  Vi kigger også på en model fra Hillerød, der har haft biblioteksværter, der får en form for løn, og vi har også luftet muligheden for, om der skal være en mere traditionel vagt, der tager runder med en lommelygte. Vi kommer til at gøre et eller andet, men hvad det præcist ender med, kan jeg ikke sige endnu, siger Søren Würtz til TV 2 Lorry.

Tidligere har man udelukket personer fra biblioteket i et år, men er der tale om konkret hærværk, bliver konsekvensen en anden.

- Kan vi dokumentere, at de har begået hærværk, så rasler vi også med sablerne i forhold til at sende sagen videre til politiet – medmindre vi kan finde en løsning, hvor den unge udfører en opgave for os som en slags samfundstjeneste, siger Søren Würtz.

- Det er det unge menneske, der skal føle konsekvensen. Hvis det bare er en bøde, som forældrene betaler, så kan det for den unge virke som en gratis omgang. Og der skal i hvert fald ikke brede sig en stemning af, at man kan gå på biblioteket og hærge.

Har ændret åbningstider

For at få adgang til biblioteket i de selvbetjente åbningstider, skal man være fyldt 16 år, men der har været flere tilfælde, hvor yngre børn er blevet lukket ind af ældre kammerater.

- Vi har oplevet, at der smidt med ting, reoler bliver væltet, sofaer og vægge er blevet ødelagt, og så er der blevet smurt madrester ud over ting. Vi kan også se, at der nogle gange bliver indtaget stærk alkohol, og vi har også en formodning om, at nogle af de unge kan være påvirket af andre rusmidler. Vi har for eksempel tidligere fundet lattergaspatroner på biblioteket, siger Søren Würtz.

På grund af hærværkssagerne er åbningstiderne blevet ændret i weekenden, hvor der før var åbent til klokken 21. Nu lukkes der ned klokken 19, og bibliotekslederen er ked af, at man har måttet ty til den løsning, selvom det går ud over andre brugere af biblioteket.

- Det har vi simpelthen været nødt til at gøre. Mellem jul og nytår valgte vi også at holde helt lukket, hvilket vi ellers ikke plejer. Det er selvfølgelig en gene for de borgere, der bruger biblioteket på normal vis, siger Søren Würtz.

Åbningstider på Frederiksværk Bibliotek

Mandag

07:00 - 22:00 - Betjent åbningstid 10.00 - 17.00

 

Tirsdag

07:00 - 22:00 - Betjent åbningstid 10.00 - 17.00

 

Onsdag

07:00 - 22:00 - Kun selvbetjening

 

Torsdag

07:00 - 22:00 - Betjent åbningstid 10.00 - 17.00

 

Fredag

07:00 - 19:00 - Betjent åbningstid 10.00 - 16.00

 

Lørdag

07:00 - 19:00 - Betjent åbningstid 10.00 - 13.00

 

Søndag

07:00 - 19:00 - Kun selvbetjening


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik