Campingplads-ejer i knæ: 24 timer efter regeringens melding havde hun 10 afbestillinger

Efter at rejsevejledningerne for en række EU-lande blev lempet i torsdags, har camping- og hostel-ejer oplevet afbestillinger. Det er dybt frusterende, lyder det.

Winnie Topp er frustreret og ærgerlig over, at danskere afbestiller deres bookinger, nu hvor regeringen har lempet på rejsevejledningerne. Foto: Winnie Topp

- Det er dråben.

Sådan lyder det fra Winnie Topp, der ejer Danhostel Citycamping Frederiksværk. 

For efter at regeringen og Udenrigsministeriet lempede rejsevejledningerne for en række EU-lande i torsdags, og rejser til stort set alle EU-lande ikke længere frarådes, har hun modtaget adskillige afbestillinger fra danskere.

- Der gik ikke mere end en time, efter at man havde åbnet op for udrejse, så kom den første mail med aflysninger, fortæller Winne Topp.

Jeg ville bare ønske, at de ville støtte Danmark og opleve, landets skønne natur.

 Winnie Topp, ejer af Danhostel Citycamping Frederiksværk

På grund af corona-krisen har hun været igennem noget af en rutchebanetur. 

Siden foråret har hun kæmpet en kamp mod aflysninger, og senere gav udrejseforbuddet hende håb om bedre tider. 

- Jeg nåede lige at tænke, at nu klarer vi den, for hele foråret har vi ikke haft andet end afbookinger. Det er selvfølgelig vilkårene, men det er pisse hårdt, siger hun.

Læs også Her rammer coronakrisen: Byråd må afsætte million-beløb til flere ansatte

67.000 kroner på ét døgn

Efter at regeringen lempede rejsevejledningerne, modtog Winnie Topp på et døgn 10 afbud fra gæster, der havde booket fem dage eller mere.

Et antal, der for den lille virksomhed har stor betydning.

- Vi er jo bare et lille sted, så 10 afbestillinger er rigtig meget for os. Og det var bestillinger af længere varighed, hvilket havde en omsætningsværdi på 67.000 kroner, forklarer hun.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Stedet byder blandt andet på hytter, camping og lejrskole centralt i Frederiksværk. Foto: Danhostel Citycamping Frederiksværk

En blanding af nød og ærgrelse

Hun lægger samtidig ikke skjul på, at hun er i nød, ligesom rigtig mange andre, og at hun derfor er dybt afhængig af bookingerne.

- Det giver frustrationer, for der er også kreditorer, der skal betales. Og jeg har ikke engang råd til lønninger. Det giver angst for, at det ikke skal gå, forklarer hun.

Jeg knokler selv rundt, og er nærmest slidt ned. 

 Winnie Topp, ejer af Danhostel Citycamping Frederiksværk

Hun ærger sig også over, at danskerne ikke får oplevet Danmark.

- Det er selvfølgelig helt fair, at de afbestiller, hvis det er det, de vil. Man skal gøre det, man drømmer om. Jeg ville bare ønske, at de ville støtte Danmark og opleve landets skønne natur, lyder det fra en slukøret Winnie Topp.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

  Foto: Danhostel Citycamping Frederiksværk

Slidt ned

Siden coronakrisen for alvor indtraf, har hun været nødsaget til at sende sine medarbejde hjem, og hun har selv arbejdet i døgndrift.

- Jeg knokler selv rundt, og er nærmest slidt ned. Men det er, som det er, forklarer hun.

Lige nu får hun lidt hjælp af frivllige til forskellige arbejdsopgaver.

Winnie fortæller, at belægningsprocenten i år indtil nu blot er på 4,75 procent, hvor den sidste år var 41procent i samme periode.

Læs også Ny rapport: Nordsjællandske byer må kæmpe om kunderne

Håber fortsat på en god sommer

Selvom det her år byder på mange udfordringer, giver Winnie Topp ikke op.

- Jeg håber stadig, at det hele nok skal gå, og at vi får en fantastisk sommer med glade gæster, siger hun.

Hun oplyser i den forbindelse, at der er kommet lidt bookinger ind fra gæster, der har booket en eller to nætter. Desuden skal hun huse lejrskoler over sommeren. 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik